Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Bernard Shåw’s Teater
155
Iøvrigt har Shaws Form som hans Tankeindhold
lidet med Ibsen at gøre. Formen frembyder ved
første Blik den Ejendommelighed, at Digteren i
umaadelige Aktindledninger som Iscenesætter angiver
Bohavets Beskaffenhed indtil de mindste Enkeltheder,
f. Eks. opregner, hvilke Bøger der skal findes i
Bogskabet, og nøjagtigt bestemmer Udsigten gennem
Vinduet, dernæst den Ejendommelighed, at Digteren som
Scene-Instruktør paa det nøjeste foreskriver hvorledes
Minespil og Haandbevægelser skal veksle og hvilket
Udtryk der skal lægges i dem. Undertiden snakker
han paa den særeste Maade med. Saaledes forekommer
i en meget lang Anvisning af hvad der skal ske under
en Opbruds-Pavse disse Ord: «Fru Dudgeon, der nu er
blevet en Fremmed i sit eget Hus, staar ubevægelig
. . . Hun føler sin egen Betydningsløshed; thi
desværre var paa dette Tidspunkt Mary Wolstonecraft
kun en ung Pige paa atten Aar, og der maatte endnu gaa
fjorten Aar hen, før hun skrev sin Bog om «Kvindernes
Rettigheder». Undertiden benytter Shaw denne Manér til
at vove i og for sig neppe forstaaelige Repliker, som
de forekommer i Livet, og saa forklare dem i Parentes
f. Eks.: Ikke . . . (hun mener: De maa ikke spøge!).
Hvad Bernard Shåw’s Æmner angaar, mærker man
den moderne Kritikers Smidighed i Valget; han
kan føle sig ind i forskelligartede Tider og i
Mennesker af forskellige Folkeslag, skildrer ikke
blot Nutids-Englændere, men Amerikanere fra 1777 og
Bulgarere fra 1885. Rigtignok kan Forsøget alligevel
ikke tages helt alvorligt. Øjemedet med Stykket
bestemmer i altfor høj Grad Personernes Handlemaade
til at der skulde foreligge virkelig Folkepsykologi.
Fra 1894 stammer et Skuespil af Shaw, som godt spilt
sikkert vilde kunne gøre Lykke paa en nordisk Scene,
lystigt som det er, og dog ikke overfladisk; det er
en sand Karakterkomedie og teatralsk i Ordets gode
Forstand. Det foregaar under den bulgariske Krig
med Serbien, spiller blandt de sejrrige Bulgarere og
indeholder-en munter Satire over usandt Heltevæsen
og usund kvindelig Begejstring for Krigsromantik.
Stykkets Titel er Vaaben og Manden (efter
Begyndelsen til Vergils Æneide: Arma vimmque cand)
og Hovedpersonerne en ung bulgarisk Frøken, hendes
Fader og Forlovede, begge Officerer, dog nærmest
Dilettanter i Krigshaandværket, endelig en Schweizer,
der som Kriger af Profession er gaaet i serbisk
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
