Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
202 Henning von
Melsted
Lys og dens Dis, dens Skumring og dens Mørke med
Stjerner og Lygter, erotisk. Men kun i hans større
Fortællinger kommer denne sandt digteriske Evne til
sin Ret.
Noget af det, som omvendt støder endog en Fremmed hos
denne Forfatter, er det Kunstlede i Tankens Udtryk,
den megen søgte Aandrighed, særligt i Brevstilen, som
jo iøvrigt kun er et Udslag af hans saare prisværdige
Lidenskab for Selvstændighed og Selvegenhed. Men
noget mere Udarbejdet end de vidtløftige, stundom
afhandlingsagtige Elskovsbreve, der forekommer i hans
Bøger, skal man søge om. I Kærlighedsrejsen skriver
den unge Mand til sin Elskede:
Gid vi maa kunne kue vor Fornuft, der for enhver
knækket Forhaabning vil forbande Livet som et
grusomt Spil af Tyranner. Gid vi altid maa kunne se
Sandhederne og hilse dem med et Fredskys, selv om de
fra først af synes os hadværdige. Vor Hilsen skal
meddele dem vore egne Sjæles Skønhed. Gid vi altid
maa stræbe efter Indsigt; de tunge Sandheders bedste
Gendrivelse er den hensynsløse Vilje til Livet. Naar
Alt kommer til Alt, er der kun et, jeg kræver, at du
skal være mig voksen; men det gør jeg for Alvor.
Dette er halvt Præken, halvt Pedanteri, og det fæle
tyske Kunstudtryk Vilje til Livet., der lige saa lidt
er Svensk som Dansk (det maatte vel ftedde Livsattraa)
er her ret paa sin Plads.
Af de to Romaner, som Melsted har udgivet sidst,
Kærlig-hedsrejsen 1902 og Stormtider 1903, er den
første den betydeligste og grimmeste, den anden
mest værdifuld ved to vellykkede Kvindeskikkelser,
men mindre betydelig ved sit Sigte.
I Kær lig hedsrej sen lever og aander Forfatteren med
sin erotiske Gourmandise og sine erotisk-revolutionære
Kamplærdomme, og hvor han udtaler de sidste,
virker han ungt, derfor friskest og bedst. I
Bogens to første Partier Elskeren og selve
Kærlig-hedsrejsen er der digteriske Skildringer og
skarpe, selvstændige Overvejelser. Det sidste Afsnit
Digteren virker ulideligt som umiddelbart Udslag af
den Selvfordobling, som havde kunnet ligge bag Bogen,
men indført i den hos Læseren vækker en krabat Uvilje
mod Helten.
Da Elskeren afbryder sin Kærlighedsforbindelse for
at give sig til at bedigte den, saa vi forstaar,
at han overhovedet halvvejs har fordybet sig i den
for at faa nyt Stof at digte orn, deler vi den unge
Kvindes Opbragthed, som ser sig udsat for poetisk at
forarbejdes. Og alt det Veltalende og Dybsindige,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
