Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
236 Henrik
Ibsen
til syvaarigt Tugthusfængsel. Hun har udstaaet
Straffen og vender nu tilbage til Livet for at hævne
sig paa sin Forfører, idet hun lader, som nærede hun
Interesse for ham endnu - dog en kølig Interesse;
thi hun optræder med en Stolthed og Fasthed der er
uden Glimt af Erotik. Hun følger ham til hans Moders
Slot for at bringe ham til Fortvivlelse ved Haardhed
og Kulde,
Hun vinder langsomt den gamle, strengt retsindige
Moder for sig. Men dennes Godhed smelter tilsidst
hendes eget Væsens Forhærdelse. Hun har ved Stykkets
Slutning opgivet sin Hævnplan og indvilliget i at
række den dødeligt forelskede Erwin sin Haand. Da
røbes hendes Tugthusfortid for Moderen; en Samtale
viser desuden Alexandra, at Erwin saalidtsom den
gamle Dame kan tænke sig Muligheden af et Ægteskab
mellem ham og en tidligere Tugthusfange, og hun dør
for sin egen Haand.
Det er da et Drama om Kval og Jammer, der ender med
Selvmord; men det har energisk formede Personligheder
(ogsaa i Bipersonerne, som jeg har forbigaaet) og
der gaar et stort Pust derigennem.
Det Ibsenske deri er Uhyggen, som stiger til Rædsel,
Kvindeskikkelsens Storhed og den stærke Betoning
af Samfunds-Uretten, Det er et Skuespil, i hvilket
Manden er uden Kraft, ret god, men nervøs, forkælet
og tankeløs; Kvinden er stærk og ofres, Samfundet
er følesløst, dumt og forhyklet. Den stærke Kvinde
øver Kritiken over Samfundet, som i Gengangere Fru
Alving. Hun har staaet i Begreb med at gøre hvad Fru
Alving maaske gør, maaske ikke: villet dræbe sit Barn
af Moderømhed, og hun har, ganske anderledes endnu
end Ibsens Heltinde, bødet for den Samfundsorden, der
bestaar. I Stykkets oprindelige Form, den, i hvilken
det blev opført paa Hertugen af Meiningens Teater,
har Alexandra endda virkelig dræbt sit Barn, tilstaar
det til Erwin og skyder sig for hans Øjne. Digteren
har øjensynligt kun af ydre Grunde underkastet det
en Omarbejdelse.
Dette Drama har en ikke ringe Interesse ved den
imod tysk Vane knappe, kortfattede Dialog, til
hvilken Forfatteren ikke er naaet uden den norske
Paavirkning; men saa knap den end er, saa er den
dog sjældent ædru, tvertimod hyppigt efter tysk Vis
drevet ud i det Yderste af Lidenskab. Alt er spændt
indtil Overspænding. Det, at den unge Mand ingen
Besked véd om hvad han i Virkeligheden har forbrudt,
forringer ogsaa den kunstneriske Virkning, selv om
Nerverystelsen rimeligvis for Fler-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
