Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Henrik Ibsen
241
Han føres bort i Fængsel. I fjerde Akt vender han hjem
fra Fængslet i Fangejakke med kortklippet Haar. (Der
kommer i disse tyske Skuespil altid et Tidspunkt,
hvor Tugthusfangen, den uskyldigt indespærrede,
kommer tilbage bleg, i falmede Klæder med den slette
Behandlings Spor i alle Miner.) Han vender hjern
til sin Hustru Elsa, der har elsket ham hedt som han
elsker hende. Men da han kommer, har Familien overtalt
hende til ikke at fortsætte Samlivet med en Forbryder,
en Straffefange.
Han omfavner hende, beder hende om Mad og Vin,
forstaar ikke hendes besynderlige, tilbageholdende
Væsen. Da hun endelig meddeler ham sit Forsæt at
forlade ham: hun kan dog ikke leve sammen med et
straffet Menneske - synker han først sammen, saa
viser han hende i Forbitrelse Døren. Men da hun
tigger ham om et godt Ord, tilsidst bønfalder ham
om at maatte blive hos ham denne sidste Nat, ja i
sit Hysteri kaster sig ned for ham og losser hans
Sko, støder han hende for Brystet, saa hun falder,
og da hun, pludseligt ædru, rejser sig, tager sin
Kaabe paa, sætter sin Hat foran Spejlet og med tør
Forretningsstemme spørger, hvor meget han har tænkt
at overlade hende som Udkomme efter Skilsmissen -
da det jo ikke vil være let for hende at blive hurtig
gift paany - saa kaster han hende om og kvæler hende
med sine Hænder.
I femte Akt fejrer netop Partifællerne et stort
Orgie med et meget blandet Selskab af Damer,
da Heyden, undsluppen fra Sindssygeanstalten,
endnu iklædt Spændetrøje (!), viser sig l Døren og
tiltaler hver enkelt. Han bekender sin Synd: Han har
ofte, har stadig syndet mod Løgnen, den ene store
Sam-fundsløgn. Den store Synd, efter hvilken Dramaet
har sit Navn, er den at ville være sand.
Man ser, hvor overmægtigt Paavirkningen fra Ibsen
her gør sig gældende. Den har bragt Socialdemokraten
til at erklære Oppositionen og Flertallet Krig. Men
man vil ogsaa iagttage, hvorledes alt, hvad der hos
Ibsen endnu var skemtende holdt er blevet til den bare
Alvor, hvorledes det Ibsenske Lune, den fine eller
djærve Satire, drukner i denne vilde tyske Patos.
Endnu i 1885 aandede Hermann Bahrs Skrift mod Schåffle
den mest ungdommelige Tillid til Socialdemokratiets
ubetingede Ret og snarlige Sejr. Meget maa han have
gennemlevet for fire Aar derefter at udgive et Drama,
der røber, at saa mange Illu-
G. Brandes: Samlede Skrifter. XVII.
16
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
