- Project Runeberg -  Samlede Skrifter / Syttende Bind /
261

(1899-1910) [MARC] Author: Georg Brandes
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sider ...

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

Henrik Ibsen
261

fører et Sted af den: »Indiana stillede den sunde
Fornufts og Menneskelighedens simple Love imod
de Krav af vor Civilisation, som man har giort
til Grundsætninger. Hendes Indvendinger havde et
Præg af vild Kraft, som undertiden gjorde Raymon
(o: Helmer) forlegen og som henrev ham ved barnlig
Oprindelighed». Om den Mand, der er stillet op som
Modsætning til Raymon, anfører Lemaitre disse Ord af
George Sand: «Han havde én Tro, en eneste, der var
stærkere end Raymons tusinde Troes-artikler. Det var
hverken Kirken eller Kongemagten eller Samfundet eller
Omsorgen for hans gode Navn, der indgav ham hans Mod
og hans Handlemaade - det var hans Samvittighed. I
Ensomheden havde han lært at kende sig selv». Indiana,
det er da allerede Nora. Hun flygter fra Delmare med
den samme Følelse, hvormed Nora flygter fra Helmer.

Parallelen drages af Lemaitre videre saaledes: Lélia,
det er allerede Hedda Gabler. Hun er idetmindste lige
saa hovmodig, og hun har den samme overstrømmende
Følelse af den Enkeltes Rettigheder. Hun behandler
Stenio, som Hedda behandler Eilert Løvborg. Romanen
om Lélia er overhovedet fuld af de mest begejstrede
og forrykte Udbrud af aandeligt og sædeligt Hovmod,
som man nogensinde har hørt. - Romanen Jacques har,
naar Slutningen undtages, samme Æmne og Gang som
Fruen fra Havet Som Jacques giver Wangel tilsidst sin
Hustru Tilladelse til at følge en anden Mand. Hele
Forskellen er, at den ene benytter sig af Tilladelsen,
den anden ikke. - Ibsensk er Marcelle i Mølleren
fra Angibault, der giver Afkald paa Alt, selv danner
sig sin Religion og efter et Aars Forløb rækker en
Arbejder sin Haand. - Ibsensk er Trenrnor i Lélia;
han er blevet sat i* Tugthuset for en i Lidenskab
begaaet Forbrydelse, og ganske ene med sig selv er
han naaet til Erkendelse af Sandheden. Den Overflod
af Energi, han tidligere anvendte i Samfundslivets
Farer og Anstrengelser, faar først sit rette Afløb,
da den gaar med til at sone det Forbrudte. Ibsens
tredje Rige, den ny Kristendom, der skal grundes
paa Korsets og Kundskabens Træ, det er netop den
ny Religion, hvorom Trenmor stadigt taler, som han
tror paa og forudforkynder. Den er ogsaa Indholdet
af George Sands Spiridion.

Lemaitre sammenfatter da det aandelige Indhold af
Ibsens Livsværk saadan: Naar man undtager et og andet
Stykke, hvor han synes at have faaet Mistillid til
sine Drømmerier og at

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Sun Dec 10 04:22:31 2023 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/gbsamskr/17/0267.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free