Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
262 Henrik
Ibsen
spotte dem (øjensynligt Vildanden], saa fremstiller
de alle tilsammen Samvittighedskriser, Historier
om Oprør og Frigørelse eller Forsøg paa sædelig
Befrielse. Hvad han attraaer, det er Kærlighed til
Sandhed; han præker Had til Løgn. Undertiden forkynder
han den hedenske Livsopfattelses Oprejsning overfor
det kristne Livssyn, Livsglædens Overtag over
den religiøse Sørgmodighed, men især og fremfor
Alt hvad man har kaldt Individualismen, det vil
sige Hævdelsen af Samvittighedens Rettigheder
overfor de skrevne Love, som ikke forudser de
enkelte Tilfælde og overfor Samfundsvedtægterne,
der ofte er hykkelske og kun varderer Skinnet. Det
er endelig engang imellem Lutring gennem Lidelser. I
Forholdet til andre Mennesker er det den uafhængige
Barmhjertighed, Tilgivelse af visse Fejl og Fejlgreb,
som Farisæismen ikke tilgiver. Det er i Ægteskabet
Sjælenes fuldkomne Forening, en Overensstemmelse,
der kun kan hvile paa de to Ægtefællers ubetingede
Opgaaen i hinanden, og det er i ren Almindelighed
Livets Overensstemmelse med Idealet - et Ideal,
som Ibsen ingensteds udtrykkeligt har defineret
[det manglede blot, at han skulde definere det!],
men hvori man skelner en Smule antik Naturtilbedelse
og meget Evangelisk, et svagt Hang til Socialisme og
nu og da en aristokratisk Overlegenhedsfølelse; over
det Hele et pessimistisk Lag. Alle disse Elementer
opløser sig i en vis almindelig oprørsk Følelse,
en genial Uro og Utilfredshed med Verden. Men alt
dette er netop Kærnen i George Sands første Romaner.
Og, fortsætter Lemaitre, dersom Ibsen ikke laa helt
og holdent i George Sands Romaner, saa kunde man
finde hvad der endnu maatte mangle, i Alexandre
Dumas’ Skuespil, i hvilke Hjertets Moral, modsat
Lovbogens og Samfundsvedtægtens, er Sjfelen: kun
at Ibsen gør Opstand mod Samfundet i Almindelighed,
mens Dumas retter sit Angreb enten mod en vis bestemt
Lov eller en vis bestemt Fordom. Kameliadamen viser
os en Kærlighed, der ligger udenfor Samfundsordenen,
frikendt i Kraft af Oprigtighed, Dybde og genemlidt
Kval. Andre Dramer som Den uægh Søn kæmper for de
udenfor Ægteskab fødte Børns Sara funds stilling. Fru
Aubrey’s Ideer og Denise hævder, at en hæderlig Mand
kan gifte sig med en Pige, hvem en Anden har forført
Claudius’s Hustru vil godtgøre, at en udmærket Mand
med frels Samvittighed kan skyde en fordærvelig Kvinde
ned. Kvindernes Ven. Prinsesse Georges, Den fremmede
Kvinde, Francilion hvilei
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
