Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Johan Bojers Brutus
275
Lidt komisk virker det fremdeles, naar Brutus
tituleres Consul Brutus, ret som man i vore Dage siger
Consul Hansen, og naar han frabeder sig Titelen i sit
Hus. Forunderligt er det ogsaa, at Forfatteren (som
det var Skik paa Holbergs Tid) anvender den latinske
Ejeform og taler om Brati Sønner. Der er i nordiske
Sprog kun ét Oldtidsnavn (Jesus), som ikke bøjes
regelret; ved alle andre fornemmes Anvendelsen af de
fremmede Former som pedantisk. Urimeligt og stødende
er det endelig, at Bojer for at præge Foredraget som
antikt overalt har erstattet Talesprogets ikke med
Skriftsprogets ej.
Han har ikke tilstrækkeligt følt, hvor langt den Tid,
hvori hans Stykke spiller, ligger tilbage. Hans Brutus
opholder sig daglig længe i sit Bibliotek; han og
Publius har studeret sammen i Athen. Man skulde tro,
vi befandt os i Kejsertidens Rom. Det var skralt i
Rom med boglig Lærdom i Sagntideii.
Dersom ikke en vis William Shakespeare for tre
hundrede Aar siden havde skrevet Romertragedier, vilde
det være lettere i Saadanne at være helt original; nu
minder Bojers Folke-Optrin for meget om Shakespeares
Fremstillinger af den romerske Menigmand.
Dette er da Ankerne, som jo alt i alt ikke betyder
stort.
I sin Bog Troens Magt havde Bojer godtgjort sin
værdifulde Evne til Sjæleforskning, og denne har
ikke fornegtet sig her. Han har befolket det gamle
Sagn med levende Mennesker, hvis Sjæleliv virker
troværdigt. Særligt er Skildringen af Brutus’s
to unge Sønner og den Forførelse fra Morbroderens
Side, der ophidser dem mod Faderen og drager dem
ind i Forræderiet mod Republiken, et Stykke fin
Menneskekundskab om halvvoksne unge Mænd.
Naar Brutus’s Personlighed, som berørt, forekommer
lidt mager, saa beror det paa, at Boj er har forsømt
at benytte enkelte af de Tilskyndelser, Stoffet
indeholdt. Hans Brutus har - og det fortjener Ros -
det saa sjældne Præg af Storhed. Ellers i Skuespil
kaldes jo gerne Hovedpersonen stor, men tænker ikke
stort og handler4 daarligt. Denne Brutus er en Mand,
der har havt samme Hang som andre til i Statssager at
lade sig lede hellere af menneskelig Medfølelse, end
af det i sin Strenghed ligegyldige, derfor grusomme,
Lovbud; men han har maattet fortryde det bittert. En
ung fjendtlig Hærfører blev engang ført som Fange
til hans Telt; faldt paa Knæ og bad om sit Liv; hans
18*
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
