Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Heinrich Heine
301
at udtrykke den, hvor han naar højst. Plastisk
Indbildningkraft og fuldendt Ordknaphed i Stilen har
her frembragt et Digt, der aldrig vil forældes.
37 Gange er endelig det Digt komponeret, som af alle
Heines bliver hyppigst sunget, og som er blevet
først Studenter-vise, saa Folkevise i Tyskland,
Ich weiss nicht, was soli es be-denten, Digtet om
Lorelei. Der er i den Heine fjendtlige Kritik, ja
selv i saa forstandige Bøger som Wilhelm Scherers
tyske Literaturhistorie, blevet gjort meget Væsen
af, at denne Heines mest folkeyndede Digtning i sin
Opfindelse ikke er af ham, men nærmest maa betragtes
som en Bearbejdelse af de tidligere Digte om Æmnet,
Brentanos, Nikolaus Vogts og Loebens. At ville
tilbageføre hans Geni som Lyriker til den blotte
«forøged e literære Behænclighed», som skal være
Efterromantikerne egen, er ligefuldt en kritisk
Taabelighed. Selv her, hvor Heine tager alt det
Stoflige fra Andre, rfar først han gjort noget Genialt
og Blivende ud deraf. Hans Digt har naaet sin høje
Plads i Kraft af det personlige Udgangspunkt, som
er taget i det Uforklarede Tungsind, der ikke kan
blive det gamle Eventyr kvit, dernæst i Kraft af det
øjeblikkelige Syn, det bestemte, tydelige Billede
af Landskabet, endelig i Kraft af den dæmoniske
Lidenskab, som alene Heine har formaaet at nedlægge
i Æmnet; hans Lorelei betager de Forbisejlende med
et uimodstaaeligt Raseri.
Hvad der altsaa af Heines Lyrik har slaaet stærkest
an og oftest faar Liv paa syngende Menneskers Læber,
det er hans uskyldigste, følsomste, barnligste,
folkeligste Vers - det var i Grunden at vente,
forsaavidt Intet kan blive almenyndet som det Simple
og Folkelige, men det er lige saa vist, at disse
simple Sange kun ved Stilens hidtil uhørte Fynd og de
anvendte Billeders slaaende Sikkerhed har holdt sig
uberørte af Tiden; det er altsaa dog til syvende og
sidst Digterens Geni, som har skaffet dem den store
Udbredelse.
Men disse Digte rummer ikke hans hele
Ejendommelighed. De er uden Misklang, og de er
usammensatte i deres Følemaade, mens ingen var
sammensat som han, «Nattergalen, der byggede sin
Rede i Voltaires Paryk». Han var som Digter en
ren og simpel Aand, der levede i hemmelighedsfuldt
Samkvem med Naturen - en drømmende Sjæl; og han var
som Spotter en skarp og hvas Ironiker, pludseligt
bidende, troløst overfaldende, gnistrende vittig,
ætsende farlig. Han beraabte sig paa
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
