Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Friedrich Spielhagen
323
rene Farcemotiver. Hans Hovedperson, som er Tandlæge,
afslaar at trække en Tand ud paa en fyrstelig
Jagthund, og da hans Søn gør det for ham, forstøder
han denne Søn, og bliver ikke desmindre glad bevæget,
da han paa Sønnens Vegne til Belønning dekoreres med
en mecklenburgsk Grif. Han brister saa i Graad af
Skam over denne sin Glæde.
Den store Del af den tyske Presse, i hvilken Sudermann
hades og misundes, angreb ham som Forhaaner af
Tysklands gamle Frihedsmænd, en Anklage, han i sit
varme og smukke Forsvar sejrrigt gendrev. Han viste,
hvor megen Velvilje Staklerne i hans Skuespil
fortjente, hævdede, at han selv i sin Barndom i
Østprøjsen havde kendt den Art Mænd, og havde efter
sin Paastand kun villet ramme det borgerlige Frisind,
der efterhaanden har maattet dø ud af Mangel paa en
Ungdom, der sluttede sig til det. I hans Skuespil
gaar den dygtige, aandeligt bevægede unge Mand til
Socialdemokratiet; Sudermann har formentlig blot
villet stemple den afvisende Holdning overfor sociale
Reformer som Fremskridtspartiets Indskrænkethed og
Fordærv.
Saa skarpt opfattede og rigtige, tildels nye de
Skikkelser end er, som hans Skuespil rummer, hans
Hovedpersoner er dog for barnagtige til at virke
anderledes end som Karikaturer.
Hvorledes Mændene fra 48 efter tredive Aars Surmulen
artede sig i et tysk Provinshul, er i ethvert Tilfælde
en Sag for sig. Sikkert er det, at de iblandt dem,
der samtidigt virkede i Hovedstaden som Skribenter
og særligt i Rigsdagen som politiske Førere, var alt
Andet end Mænd, hvem Tiden havde overfløjet. Det er
Spielhagens Fortjeneste at have genvakt Erindringen
om disse Mænd, at have vurderet dem med Indsigt og
Lidenskab. Mangen ungdommelig Læser vil maaske studse
ved denne Forfatters Skildring af en Nytaarsnat,
hvor efter at længe Ingen havde villet tale, han selv
brød Isen og nu den ene efter den anden af hine Mænd
(mellem dem den uforglemmelige Lowe-Calbe) talte,
saa det blev en Fest, han aldrig havde oplevet og
aldrig senere kom til at opleve. Men den, der selv
har kendt disse Mænd, vil tro ham. De havde allesammen
Ordets Gave, og bag deres Veltalenhed laa, hvad der i
Virkeligheden ene gør den sande Veltalenhed, Viljens
Liv. De havde som unge sat hele deres Eksistens paa
ét Kort som Indsats for hvad de vilde hævde; de havde
næsten alle levet Aaringer igennem landflygtige
21*
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
