Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
324 Friedrich
Spielhagen
under de vanskeligste Forhold; de vendte hjem, da
Amnestien gjorde dem det muligt, og - i Modsætning
til Sudermanns Demokrater - deres Holdning overfor
Bismarck var beundringsværdig; de negtede ham ikke
deres Anerkendelse, de støttede ham overalt, hvor han
virkeliggjorde deres Ungdoms Tanker-men de gjorde,
endog naar han personligt stræbte at vinde dem ved
vidtgaaende Elskværdighed, fast Modstand mod den Part
af hans Politik, som de fordømte.
En af de ikke-politiske Mænd fra hin Tid,
hvem Spielhagen ikke blot lader vederfares fuld
Retfærdighed, men hvem han har Mod til nu, da Manden
er dels glemt, dels aldeles forsmaaet og ringeagtet,
at hylde med overstrømmende Varme, er Berthold
Auerbach. Auerbach talte sidst hin Nytaarsaften,
og Spielhagen, som ellers ikke kan beskyldes for
Følsomhed eller Sværmeri, skriver derom: «Naar
jeg tænker tilbage derpaa, er det, som havde det
ikke været nogen Tale, men himmelsk Musik, Ja, jeg
havde allerede den Gang det Indtryk. Jeg lyttede i
Henrykkelse, sagte skælvende paa alle Lemmer. De andre
var uden Undtagelse Talere, fremragende ved Naturanlæg
og skolede ved næsten daglig Øvelse. Men Auerbach var
den største iblandt dem.» Man vil end mere paaskønne
en saadan Udtalelse, naar man betænker, at Auerbach en
Menneskealder igennem som Romanforfatter var ikke blot
Spielhagens Ven, men hans Medbejler til Læseverdenens
Yndest.
Auerbach, der holdt oprigtigt af Spielhagen,
plejede ikke derfor mundtligt at lægge Baand
paa sin Kritik. Spielhagen gør ikke Gengæld. Alt
hvad han siger om Auerbach, bærer Inderlighedens
Præg. Træffende udtaler han, at Auerbach med den
hellige Alvor, hvormed han omfattede sit Kald,
betragtede sig som en Præst for Sandhed og Skønhed,
to Magter, der for ham var utænkelige uden Frihed.
Har Spielhagen saaledes i sit Forfatterskab gjort
sig til resolut Forsvarer af sine adskilligt ældre
Samtidige, saa er det Forhold, hvori han som Menneske
har stillet sig til de Unge i Literaturen, smukkere
endnu. Medens hans Samtidige, alene med Undtagelse
af Theodor Fontane, holdt sig fornemt tilbage fra
den i Firserne begyndende ny Literaturbevægelse, ja
tidt fordømte den uden at forstaa den, har Spielhagen
følt sig som Kammerat af de Unge. Hvem der har set
ham sidde ved deres Bord og hørt ham tale for deres
Triumfer, særlig de
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
