Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Mennesker - Voltaire - II. Voltaire og Rousseau
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Voltaire og Rousseau
27
og Paradokser. Alle Middelmaadigheder vil gaa
den Vej. Den modsatte frembyder Tænkning og
Veltalenhed nye Felter.
Denne Ytring gav Rousseau Stødet til at blive
den, lian od-viklede sig til at være. Ved den
blev den revolutionære og religiøse Plebejer sig
sit Væsen bevidst. Han delte ikke Filosofernes
uskyldige Overbevisning orn stadigt Fremskridt
paa alle Omraader. Han var en Særling, som de
var Samfundsmennesker, Han var en Vandringsmand;
de var bosatte. Han var en Landskabselsker, mens
de kun elskede Natur-Altet, som de udforskede. Han
var et Instinktmenneske, der følte sig ulykkeligt
i Tvivlstilstande, mens de som Tænkere allerførst
maatte vække Tvivl. Han havde et Hang til Respekt
som Voltaire til Spot. I sit Had til Tvivl blev han
en revolutionær Doktrinær og Dogmatiker.
I sin Bog angreb han Datidens Skribenter som
Snyltegæster hos høje Herrer. (Man levede jo dengang
ikke af Honorarer men af Dedikationer.) «Det er
vore Skønaanders Levevej, ifald man undtager en.»
(Han mener Diderot). Voltaire fik denne Snært: Sig
os, berømte Arouet, hvor megen mandig Skønhed du har
ofret til vor falske Finhed, og hvor mange Storværker
Galanteriets Aand, der er saa frugtbar paa Smaating,
har kostet Dig?
Voltaire tog ingen Notits af dette Drilleri,
som desuden ikke ramte. Han havde aldrig paalagt
sit Naturel nogen Tvang. Han følte ikke, at for
Rousseau gaves der en Modsætning mellem den glimrende
Skønaand og det skabende Geni, som med Rette var ham
fremmed. Han var begge Dele.
Et latterligt lille Sammenstød mellem Voltaire og
en Hr. Rousseau, der i Théåtre fran^ais hyssede
et af hans Stykker ud, gav, da Voltaire tog denne
Rousseau for Jean Jacques og ytrede sig om hans
Utaknemmelighed, den rette Rousseau Anledning til et
ærbødigt og stateligt Brev, hvori han til Slutning
siger: Jeg finder mig i at leve ukendt, men ikke
i at leve vanæret, og jeg vilde tro mig vanæret,
ifald jeg lod det skorte paa den Respekt, som enhver
Forfatter skylder Dem, og som næres for Dem af alle,
der selv fortjener Respekt.
Imidlertid begyndte Rousseau personligt at antage
en Diogenes-Holdning som den, han havde antaget
literært. Han reformerede sin Klædedragt, opgav
Guldbroderi paa Frakken og hvide Strømper, bortlagde
sin Kaarde, solgte sit Ur, anlagde en uanselig mørk
Paryk. - At kaste Parykken var utænkeligt.
Det laa i hans Oprindelse og i hans tidligere Lakaj-
og Land-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
