Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Mennesker - Henrik Ibsen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Henrik Ibsen
139
og mere, hvad Ibsen hele sit voksne Liv var,
en Hader af den Revolution, som udjævner, og som
frembringer Lighed ved at fælde eller nedsætte
det Fremragende. Genstand for Ibsens Ringeagt som
for Taines er det Flertal, som er det umiddelbare
Demokrati, og som efter Ibsens Definition altid har
Uret.
Taine er politisk konservativere end Ibsen. Hans Ideal
er engelske Tilstande, Bevaring af alt Værdifuldt
fra Fortiden, Udviklingen af stedligt Selvstyre
allevegne. Hvad Ibsen særligt har forstaaet
er, hvor lidet en Doktrin betyder, den lyde,
hvordan den vil, konstitutionel, demokratisk eller
deslige. Forandringer udføres kun ved at Menneskene
selv bliver anderledes. Og det er den Opfattelse,
hvori al sund Radikalisme bunder. En Socialist
kan være egenkærligere end en Individualist,
en Konservativ mere samfundsopløsende end en
Radikal. Ikke Flaskens Etikette, men Vinen, er
det, hvorpaa det kommer an, og den Lære, hvortil
En bekender sig, er ikke Vinen, kun Etiketten. -
Alligevel maa man ikke se en Tænker i Ibsen, heller
ikke en politisk. Taine var en Tænker, Ibsen en
Kæmper.
Tolstoj, der trods sin Storhed som Aand har en
snever Forstand, miskender Taine og ringeagter
Ibsen som meningsløs. Ligefuldt er han som Ibsen en
Gennembryder eller Tilintetgører af Samfunds-Fordomme
og Forkynderen af en ny Samfundsorden udenfor
Staten. Begge har et anarkistisk, statsfjendligt
Træk. Men medens denne Aandsretning hos Ibsen
forbinder sig med den aristokratiske, smelter den hos
Tolstoj sammen med Lig-hedstroen. Tolstoj prædiker
evangelisk Kærlighed, Ibsen forkynder den Enkeltes
Selvherlighed.
Der er Grundtræk, som Ibsen har tilfælles med Renan,
som var nogle Aar ældre end han, og hvem han neppe
har læst, saa lidt som han har læst Taine.
Naar Ibsen siger: Jeg spørger blot, mit Kald er ej
at svare, saa gælder dette Ord i en vis Mening ogsaa
om den fine Tænker og Tvivler Renan. Begge vækker
Livskræfterne som faa, Renan idet han fortryller,
Ibsen idet han forskrækker.
Prozor har gjort opmærksom paa, hvor megen Lighed
der er mellem Tankerne i Ibsens Brand og dem i Renans
Ungdomsarbejde Videnskabens Fremtid. Naar Renan her
kræver Væsenets Enhed og Helhed af Mennesket, naar
han siger, at Menneskets Formaal ikke er at vide,
føle, fantasere, men at være Menneske i Ordets fulde
Mening, saa er ogsaa dette Ibsens Tanke i Brand,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
