Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Mennesker - Henrik Ibsen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Henrik Ibsen
141
Verdensbilledet et Udtryk for den fra polske Forfædre
nedarvede Szlachcic-Aand.
Ibsen og Nietzsche har (uafhængigt af hinanden,
men som Renan) drøftet den Tanke at optugte
Adelsmennesker. Det er Rosniers Yndlingsforestilling;
det bliver Dr. Stockmanns. Saaledes taler Nietzsche om
det højere Menneske som Slægtens foreløbige Formaal,
før Zarathustra forkynder Overmennesket. Begges
Radikalisme er grundigt aristokratisk.
De mødes nu og da paa Sjælegranskningens
Omraade. Nietzsche elsker Livet og dets inderste
Væsen saa højt, at selv Sandheden kun forekommer
ham af Værdi, ifald den virker livsbevarende
og livsfremmende. Løgnen er ham kun forsaavidt
en skadelig og nedbrydende Magt, som den er
livshæmmende. Den er ikke forkastelig, hvor den er
nødvendig for Livet.
Forunderligt, at en Tænker, der afskyer Jesuitismen
som han, er naaet til dette Standpunkt, thi det
fører vidt i Jesuitisme. Nietzsche bliver her
enig med mange af sine Modstandere. Ibsen, der i
hele sin Stræben optræder som en Sandhedstilbeder,
bliver af sin Udviklingsgang ført til en lignende
Synsmaade. Det er ikke Spøg, naar Ibsen i Vildanden
gennem Dr. Relling taler om nødvendige Livsløgne.
Ganske vist hedder det her kun om
Gennemsnitsmenneskene, at de ikke kan undvære
Livsløgnen. Men Ibsen gaar sidenhen langt videre,
og denne Løgns Nødvendighed for de højere Mennesker
fremstilles.
Allerede Gengangere dvæler ved Utilladeligheden af at
sige den rene Sandhed. Fru Alving kan og vil ikke sige
Sandheden om Faderen til Osvald; hun gyser tilbage
for at rane ham hans Idealer. Idealerne stilles da
her mod Sandheden. Først da hun finder en lempelig
Omskrivning, næsten Omdigtning, af Sandheden, vover
hun at udtale den for ham i Stykkets Slutning.
Og naar Ibsens Solness, hans Borkman, hans Rubeck,
i hvis Væsen saa meget af hans eget er skjult og -
aabenbaret, hævder en eller anden uvis og tvivlsom
Sag, saa viser de dens Usandhed fra sig ved at sige:
Jeg vil, at dette skal være sandt. Solness hævder,
at hans blotte Ønsker har virksom Kraft, næsten
magisk Magt. Hilde bekræfter sin Paastand til Ragnar,
at Solness slet ikke bryder sig om Kaja (overfor
dennes Spørgsmaal: Har han sagt Dem det?) - «Nej,
men det er saa! Det maa være saa! (vildt) Jeg vil -
jeg vil, at det skal være saa.»
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
