Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Mennesker - Henrik Ibsen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
142 Henrik
Ibsen
Fru Borkmaø lever i Livsløgnen, at Erhart, Sønnen,
vil blive en Mand, der fuldbyrder en stor Mission og
oprejser Husets Ære.
Søsteren svarer: Det er bare noget, som Du gaar og
drømmer om, for havde du ikke det at klynge Dig til,
saa syntes Du vel, at Du maatte rent fortvivle.
Borkman lever paa den Livsløgn, at man vil komme i
Deputation og bede ham overtage Bankens Styrelse:
«Tror Du kanske ikke, at de kommer? At de maa, maa
komme til mig engang. Jeg tror det fast. Véd det
saa urokkelig vist. Havde jeg ikke- havt den Vished,
saa havde jeg for længe siden skudt mig en Kugle for
Panden.»
I Epilogen hævder Rubeck med disse Ord sit Arbejds
Betydning: «Da jeg havde skabt dette mit Mesterværk -
for Opstandelsens Dag er et Mesterværk! Eller var det
fra først af [han føler han har fordærvet det] Nej,
det er det endnu. Skal, skal være et Mesterværk.»
Den ubevidste Attraa ligger hos Ibsen som hos
Nietzsche bag det bevidste Sjæleliv. Mandens Storhed
beror hos begge paa hans Instinkter. Dog er det
hos Ibsen særligt Kvinden, der formaar at bevare
denne Mandens Attraa efter berettiget Magt, fri for
fornedrende Overenskomster - hvad Ibsen i Brand med
et grimt Fremmedord kaldte: «Akkordens Aand». Det er
en af Helten dybt paavirket Kvinde (som har optaget
hans Væsen i sig, renere og uberørtere end det,
til daglig er), der løfter ham til hans egen Højde -
saadan som Hilde driver Solness og Irene Rubeck opad.
Mod Vedtægt og Samfundsløgn kender Ibsen ingen
virksommere Kraft end Kvinden; hun vækker og
styrker i hans Dramer Energien. Her er det Punkt,
hvor han skarpest skiller sig fra Nietzsche med hans
Kvindeforagt. Hos Nietzsche drager Kvinden Manden
ned. Hun er den Naturmagt, der skal overvindes.
Ensomme var og virkede Ibsen som Nietzsche, om
de end begge var lige lidet ubekymrede om deres
Værkers Skæbne. Den er den stærkeste Mand, siger
Dr. Stockmann, der staar mest alene. Prozor har
spurgt: Hvem stod vel mest alene, Ibsen eller
Nietzsche?
Ibsen, der holdt sig tilbage fra ethvert Forbund med
andre, men førte sine Arbejder frem for Teatrenes
Massepublikum, eller
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
