Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Mennesker - Alexander L. Kielland
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Alexander L. Kielland
151
for ham: «megen Motion og lidet Arbejde og ingen Fusk»
o: ingen Uredelighed.
Han led i denne Stilling under én Ting, Trykket af
sine Omgivelser. Med Hensyn til Meninger var han
paa Kant med dem alle. Smaastadsaristokratiet var
høj konservativt, og i Aaret 1872 var der i Norge
endnu ikke rokket ved nogen vedtagen Fordom. Han
var stillet som Ludvigsen er det i hans senere
Skuespil Professoren. Alt hvad han vurderede, var
Slægt og Venner en Gru; hvad han afskyede, var dem en
Religion. Han fandt ikke Overensstemmelse hos Nogen,
uden sin Hustru, bjergede sig kun ved Smidighed og
Glathed. Han havde ogsaa Repræsentanter for den gamle
Tro paa nærmeste Hold. Hans ældre Broder var Præst;
hans Morfader havde været en af Landets myndige og
despotiske Prælater.
I 1878 blev Trykket ham saa ulideligt, at han mod
sin Faders Vilje for en Stund frigjorde sig fra
det ved en flugtlignende Rejse til Paris, hvor han
opholdt sig et halvt Aars Tid, og hvor han, uden at
lære nogen Franskmand eller fransk Kvinde at kende,
alligevel modtog en gennemgribende Paavirkning af stor
Kultur, udviklet Kunst, fri og rummelige Forhold Paa
Rejsen modnedes hans Talent, der først nu begyndte
at sætte Frugt. Det lille Skuespil Paa Hjemvejen,
der blev offenliggjort i et Tidsskrift umiddelbart
før Bortrejsen, røbede ikke blot Omverdenen, men
Forfatteren selv, at han sad inde med Evner. Og nu
gærede det i ham. Han maatte have Luft.
Alexander Kiellands første Ejendommelighed er denne,
at han intet Øjeblik følte sig som en Poet, der skulde
til at drømme højt, men fra første Færd af som en
Kombattant, der skulde vove sig ud i Kampe. I hans
Breve fra Aaret 1879 vender som et Omkvæd tilbage
Kamplysten og Frygten for Fejhed.
«Energi og hensynsløst Mod er det, jeg savner;
jeg er for fin paa det. Derfor skyder jeg Spurve;
men jeg véd ogsaa om
det selv.....Jeg kommer neppe til at levere nogen
stor, stærk
Kamp; men halvt i Skjul faar jeg staa og pirke med
min
Kaarde.....Det er i Grunden Synd, at jeg ikke har
mere
Mod; men jeg troer dog, det skal gaa bedre, naar jeg
faar mere Fodfæste i Literaturen».
Og atter og atter, efter hvert nyt Vidnesbyrd om
Tapperhed, spøgefuld Angst for «at blive Kjærring
igen*. - Sandelig
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
