Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Mennesker - Alexander L. Kielland
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Alexander L. Kielland
161
Det kommer overraskende og vittigt. Men Mordtmanns
Psykologi er i de Ord.
I Garman & Worse bliver Unge-Konsulen ramt af et
Slagtilfælde under Skibsbranden. Husholdersken Jomfru
Cordsen kommer gennem Stuen og løfter ham i sine
lange tørre Arme. Saa hedder det:
«Han var ikke tung og hun rejste sig op med faani
i Armene. Men i det samme faldt hendes Øjne i det
store Spejl midt foran. Den gamle Dame skælvede,
og det var med Møje, hun holdt sig oprejst. .
En Hvirvelvind af Erindringer susede gennem hendes
Sjæl: han laa [der staar ikke: atter] ved hendes
Skulder, hun holdt ham i sine Arme - en gammel vissen
Mand.»
Det er den nænsomme, men tilstrækkelige Maade, hvorpaa
det meddeles Læseren, at Jomfru Cordsens Forhold til
Konsulen i deres unge Dage har været fortroligt.
Foruden at være en Fortæller er Kielland en Beskriver,
og af meget høj Rang. Med den Begrænsning dog,
at han i Regelen ingen Vægt lægger, paa at give
Interiører. Altfor ofte foregaar Scenen hos ham i det
abstrakte Rum, det, hvori den lille Marius dør. Naar
Tørres Vold rejser sig i Storthinget og holder den
herlige Tale om sin Barnetro, kan ingen se Salen for
sig. Kielland spilder ikke Ord derpaa.
Maler bliver han først i Friluftsbilledet, og i hans
Landskabsmalerier og Marinebilleder aabenbares hans
Væsens Lyrik. Han havde den heftigste Kærlighed til
Naturen, det vil sige til Norges Natur, nøjere til
Vestlandets med dets Hav og dets Strand, dets Lys og
dets Luft. Han kunde ikke leve uden dér, han længtes
heftigere tilbage til den end han rimeligvis har
længtes efter noget Menneske.
Husk den Kærlighedserklæring til Havet, som aabner
hans første Roman. Og som han kan male Havet, saaledes
Ilden, saaledes Sneen og Trækfuglenes Flugt gennem
Luften. Endog som Dramatiker giver han i Tre Par det
friskeste Billede af Skøjteløbning.
Branden i Garman & Worse er et rent Mesterværk. Ingen
Ildebrand af Art van der Neer staar saa højt. AI
Ildsvaadens Uro er deri og dens vilde Poesi.
Her et Par Linjer: «Den Del af Skibets Side, som
vendte mod Branden, var nu saa hed, at den røg,
hvergang den tynde
G. Brandes: Samlede Skrifter. XVIII.
11
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
