Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Mennesker - Algernon Charles Swinburne
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
184 Algernon Charles
Swinburne
og Jordens Kærlighedssang, mens du døer, klinger
gennem den Storm, dens Vingeslag fremkalder. Ære
være Mennesket i det Høje! thi Mennesket er Tingenes
Herre:
O God, Lord God of thy priests, rise up now and
show thyself God. They cry out, thine elect, thine
aspirants to heavenward, whose faith is
as flame. O thou the Lord God of our tyrants,
they call thee, their God, by thy
name. By thy name that in hell-fire was written,
and burned at the point of
thy sword, Thou art smitten, thou God, thou art
smitten; thy death is upon thee,
O Lord! And the love-song of earth as thou diest
resounds through the winds of
her wings - Glory to Man in the highest! for Man is
the master of things.
Den lidenskabelige Uvilje mod Kristendommen
som herskende Kirke fik sit Udtryk i Hymnen til
Proserpina, en hedensk Digters sidste Sang «efter den
kristne Tros Proklamation i Rora» med dens Spaadom om
den Tid, da den ny Religion vil falde som den gamle
faldt.
Though béfore thee the throned Cj’therean be fallen,
and bidden her head, Yet thy kingdom shall pass,
Galilean, thy dead shall go dovn to thee dead.
I Digtet Béfore a Cruciflx lader Digteren, som
ikke har «hverken Tunge eller Knæ til nogen Bøn»,
sig endog undtagel-vis henrive til drøje Haansord
(this their carrion crucified).
I Digtet Hertha gav Swinburne sin
Trosbekendelse. Navnet, der som bekendt er opstaaet
ved Misforstaaelse af den hos Ta-citus omtalte
oldgermanske Guddom Nerthus, skal i Digterens Sprog
betegne Jorden (earth) og derigennem Naturen. Det er
Naturen selv, der i Digtet taler, og mærkeligt nok
ganske i Overensstemmelse med hvad Goethe i et lille
Prosastykke Nataren fra hans 31. Aar siger om den, et
Stykke Prosa, som Swinburne aldrig har kendt. Naturen
som det guddommelige Alt, udenfor hvilket der ikke
er Plads for noget, hverken for Menneske eller Gud,
Naturen som helt igennem besjælet, som natura naturans
og natara natarata i Et, som aktivt og passivt,
personligt og upersonligt Væsen, og Mennesket som Led
i den guddommelige Natur, er her saaledes udfoldet at
Tanke og Forestilling smelter sammen. Naturen siger:
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
