Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Mennesker - Algernon Charles Swinburne
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
186 Algernon Charles
Swinburne
VI
Saa længe Swinburne var ung, gjaldt hans
Poesi, omtrent som Wagners samtidige Musik, for
uforstaaelig. Først efterhaanden indsaa man, at
den var klar nok. Men den var og blev dekorativ paa
samme Tid som intens, tilbøjelig til Fortabelse i
en altfor ordrig, altfor pragtfuld Retorik, hvori
hvert enkelt Led vel var fast og fyndigt formet,
men hvis Helhed var uoverskuelig og derfor virkede
formløst. En Vidtløftighed, som kun er mulig i Kraft
af Virtuositet, men som er uforenelig med Inspiration,
er denne højbaarne Lyriks Grundmangel, overalt hvor
den ikke gør Fyldest. Swinburne henriver, hvor han
er stærk, og trætter, hvor han er svag.
Iblandt Swinburnes Dramer udgør de ypperste Trilogien
om Skotlands berømte Dronning, for hvem hans Forfædre
kæmpede med blanke Vaaben, og som har sysselsat ham
i mer end en Snes Aar. Det første Drama Chastelard
udkastede han allerede 1859 som toogtyveaarig; han
udgav det 1865; det andet, Bothwell, fulgte i 1874;
det afsluttende, Mary Stuart udkom 1881. Denne
Trilogi har mægtige Fortrin; aldrig før er Maria
Stuart, Bothwell, Darnley og den hele Tidsalder
bleven opfattet med saa grundig sjælelig Indsigt,
saa skarp historisk Sans og en saadan Vilje til
Undgaaen af Skønfarveri i Gengivelsen trods al
Lyrik i Diktionen. Bothwell behandler samme Æmne som
Bjørnsons Maria Stuart, og Slutningsdramaet samme Æmne
som Schillers Tragedie af samme Navn. Ved historisk
Ægthed og digterisk Uforfærdethed staar Swinburne over
begge sine Forgængere Men hans Trilogi har aldrig
vundet Liv paa Scenen, Den formløse Vidtløftighed
(i Midterdramet) har været dens Ødelæggelse som ikke
sjældent hans Lyriks, og han bevæger sig hele Tiden
med Historien som en Klods om Foden.
Fortællende Prosa har Swinburne ikke skrevet; der
gives hverken Roman eller Novelle fra hans Hand. Som
Prosaforfatter har han derimod sit Liv igennen været
kritisk virksom som andre Digteres inspirerede og
skønsomme, kan stundom altfor beundrende Tolk. Ingen,
der blot læste hans Ungdoms smaa Essays om Byron og
Coleridge, kunde tvivle paa, at han vilde udvikle
sig til en Essayist af høj Rang, altid original og
altid lærerig, og han har holdt hvert Løfte, han gav,
selv om Lysten til Lovprisning undertiden har gjort
hans Ros uveder-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
