Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Mennesker - Georges Clemenceau - V. Clemenceau's Fald
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
228 Georges
Clemenceau
Sejren havde heller ikke været fuldstændig, om
man ikke havde ladet telegrafere lige til Kina og
Japan, at det, der var foregaaet, var et politisk
Selvmord. Clemenceau havde forud sagt: «Nu slynger
jeg dem alle en Grovhed i Hovedet, og saa gaar jeg.»
Hvorfor? Fordi han længe «havde været rasende* over,
at hans Afrejse til Karlsbad blev forhindret nogle
Dage. Man skulde ikke sjældent, naar man læser
Aviserne, tro, de skreves for fem Aars Børn. Saa
smigrende Tanken end kunde være for Bekendte, der
ventede Clemenceau i Karlsbad - der er dog Grænser
for, hvad man kan indbilde selv Børn.
Clemenceaus politiske «Selvmord» minder om de
Selvmord, som Morderbander plejer at arrangere. Først
gives et Par grundige Dolkestød i Ryggen gennem
Lungerne; saa anbringes den Døde i sin Seng med en
halvtømt Giftflakon i Haanden.
«Det var hans ubeherskede Voldsomhed i Debatten
og intet andet, som vendte Stemningen imod
ham». «Ministerpræsiden-tens gamle, ætsende. Vid slog
helt over i indædt Arrigskab.» - Tja, saadan var det;
han var arrig. Og det er højst uklogt af en Politiker
at være arrig. Hvorfor var han ogsaa arrig! Hvorfor
lod han sin Tunge løbe løbsk! Havde han været en
tempe-ramentsløs Ædelsjæl som Reporteren og Læseren,
saa sad han der endnu. Nu har han det saa godt.
Man er saa ivrig for at maale geografiske Højder,
lodde Haves Dybder osv. Der er én Dybde, det
endnu aldrig er lykkedes Nogen at lodde. Det er den
menneskelige Dumheds. Og det vil heller aldrig lykkes,
da den er bundløs.
Clemenceaus Fald, det gøres til Straffen for at
han mindede det franske Kammer om Algesiras, kaldte
Algesiras en Ydmygelse for Frankrig, lod Delcassé
høre, at han havde drevet den letsindige Politik,
som førte Frankrig dertil. Det maatte nemlig ikke
siges. De franske Kammermedlemmer er som nervøse
Damer, mimoseagtige; de taaler ikke at mindes om
sligt. Eller rettere, de har svunget sig op til den
Forestilling, at Vandringen til Algesiras var en
Triumf for fransk Politik. (Saaledes er det lykkedes
at overbevise Czaren om, at Krigen med Japan i alt
væsentligt var sejrrig og selvfølgelig endte uden
nogen Art af Ydmygelse).
Men Clemenceau kunde ikke holde Tand for Tunge,
«den gamle Journalist^. Meget betegnende er dette
det værste Skældsord, Journalisterne véd at sige om
den Mand, der hele sin
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
