Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Mennesker - Poul Levin
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Poul Levin
297
giver efter for sit Hang til en noget vilkaarlig
billedlig Udtryks-maade, lader Pontoppidans
Menneskekundskab og Menneskeskildring vederfares
Retfærdighed og underkaster under Sammenligningen med
den Goldschmidts gamle Roman En Jøde, særligt dens
Slutning, en skarp Kritik. Det er her kun overset, at
denne Slutning som adskillige Enkeltheder i Romanen,
Hovedpersonens Deltagelse i den polske Frihedskrig
f. Eks., er nøje kopieret efter Laubes Roman Det
nye Europa. Levins Jævnførelse af Forholdet til den
jødiske Familie i H. C. Andersens Kun en Spillemand
og i Lukke-Peer er derimod meget fin.
Dette udelukker ikke, at saavel Pontoppidan
som Levin her har skrevet under Indtrykket af en
Racemodsætning, som i alt væsenligt er indbildt, og
som I ni Tilfælde af ti kun spores, fordi den formenes
at være til. De gamle Raceteorier har forlængst opløst
sig i Dunst og holdes blot kunstigt i Live i Kraft
af Temperamentsforskelligheder og Nationalskryderi.
Poul Levin staar i sin Egenskab af Kritiker adskilligt
højere som Ransager og Forsker end som Værdsætter. Han
anslaar efter sin Følelse Værdien af, hvad han
bedømmer, jævnligt for højt eller for lavt, bliver
f. Eks. begejstret for Hensigten med et Digterværk
uden synderligt Hensyn til, hvordan det er faldet
ud, og stødes ikke af pur Affektation, i Fald den er
nogenlunde godt eftergjort Naturlighed og Djærvhed. *
Dog falder det ham lettere at bestemme Værdien rigtigt
overfor de Døde end overfor de Levende. Han ser
Afstanden mellem Aladdin og Faust; men han beundrer
Daglannet. Doktrinært dømmer han imidlertid aldrig,
derfor aldrig rent urimeligt eller vildt.
Han er overhovedet ikke vild, men overmaade
civiliseret, taler uden Opstød og skriver uden
Skraal.
Johannes V. Jensen belærte nylig Samtiden orn, at
de Homeriske Helte havde været «en Stamme ræbende
Vilde>. Er dette rigtigt, fortjener en dansk
Forfatter, hvem man neppe ellers vilde anslaa saa
højt, Benævnelsen: en sand homerisk Helt. Poul Levin,
der som sagt ikke er vild og ikke ræbende, har intet
af en Helt. Han minder mere om en indisk Grubler
af dem, for hvem Naturen er frugt°bar, men ikke
erkendende, Sjælen erkendende, men ikke frugtbar. Han
vil snarere forstaa end virke, og dersom han vil
virke, er det kun i Kraft af, hvad han har forstaaet.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
