Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Mennesker - Kristoffer Nyrop - II. Fortids Sagn og Sange
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
30 L-
Kristoffer Nyrop
Han viser, hvorledes den oprindelige jødiske Parabel
er et forsigtigt Selvforsvar i Stil med Jesu Svar paa
Spørgsmaalet om Skattens Mynt. Den gaar ud paa at gøre
lige Ret til begge Sider-den giver ikke nogen Religion
Fortrinet for den anden; den forkynder den ubetingede
Taalsomhed, som den undertykte Stamme har Brug for.
Fortællingen omformes senere paa sin Vandring fra Folk
til Folk gennem Tiderne. I et fransk Korstogsdigt
er af tre Brødres Ringe kun den ene Ring ægte,
de to andre eftergjorte og værdiløse, men da deres
Indehavere i Tillid til Faderens Ord anser hver sin
for den ægte, følger deraf Strid og Forurettelse af
den ægte Rings Besidder. Her er Parablens Grundtanke
da bleven en helt anden, den gaar ud paa Forherligelse
af den ene saliggørende kristne Religion.
l Italien omdannes Fortællingen paany under
Paavirkning af den begyndende Renæssances
Humanisme. Allerede her henføres den som senere
hos Lessing til Sultan Saladin, og den kristelige
Fanatisme er afløst af Renæssancens Tvivlsaand. Vei
er kun den ene Ring den ægte, men da Ringene ikke er
til at skelne fra hverandre, er de praktisk alle lige
gode og værdifulde.
Saaledes var Parablen da lagt til Rette til Brug
for Oplysningstidens Karnp mod Rettroenhedens
Religionstvang, og den fik evropæisk Betydning, da
Lessing indflettede den i sin Nathan, til Værn mod de
Ortodokses Overgreb. Nathan den Vise er jo Les-sings
ypperste dramatiske Arbejde, og i Nathan er atter
det Optrin, hvor Parablen fremføres, Stykkets Kærne.
En og anden vil maaske mindes, at der i 1901 i
Tilskueren blev offenliggjort et lille efterladt
Haandskrift af Julius Lange, hvori han med ikke
ringe Heftighed udtalte sig mod Historien om de
tre Ringe. Han hævdede her, at Faderen spiller
Forsynets Rolle meget slet; thi han indgyder hver
af sine Sønner i al Stilhed den Tro, at netop denne
Søn er den foretrukne, og bekræfter denne Tro ved
et forfalsket Pant; han giver altsaa sin Velsignelse
til Menneskenes Ufordragelighed og opfordrer dem til
at hade og myrde hverandre i Religionskrige. Julius
Lange mente, at Sønnerne i Historien optræder altfor
pænt, idet de nøjes med at disputere og henvende
sig til en Dommer; det vilde have stemmet bedre
med Virkeligheden, om de havde pint, korsfæstet,
slagtet og brændt hverandre. Hvad Dommeren angaar,
har Lange ikke mindre at indvende mod ham. Han,
som skal forestille
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
