Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Mennesker - Kristoffer Nyrop - II. Fortids Sagn og Sange
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
304
Kristoffer Nyrop
med Urette mistænkes for Tyveri; en fattig,
godhjertet Mand mister sin eneste Ko; troende Forældre
berøves deres eneste Barn, og omvendt den gerrige
og haarde Mand faar til Gave et prægtigt Slot,
ugæstfri Folk belønnes med Ønsket om Held for deres
Børn o. s. v. Tilsyneladende rammes de Uskyldige
af ufortjente Ulykker og lønnes de Skyldige med
ufortjente Goder, men ret beset, sker Retfærdigheden
Fyldest, idet Ulykkerne forebygger endnu værre Onder,
og Belønningerne medfører alvorlig Straf.
Jødedommens og Islams Opfattelse stemmer her i alt
væsenligt overens. I Frankrig paa Ludvig den Helliges
Tid omformedes imidlertid Fortællingen saaledes i
kristelig Aand, at Retfærdigheden først indtræder
hinsides Døden i det andet Liv. Hvad der verdsligt
set var godt eller ondt sysselsatte da ikke mere;
det gjaldt alene om Menneskets evige Frelse. Alt,
hvad der tjente den, selv det menneskeligt talt
pinligste og værste, stammede fra Gud og fremmede
Menneskets sandee Vel.
Voltaire, som ikke kunde berolige sig ved den
overleverede Gudsforestilling og dog ikke kunde
slippe Gad, men altid beholdt en Sky for Ateisme,
tumlede i Zadig med den gamle østerlandske Legende,
altsaa med Spørgsmaalet om Guds Retfærdighed som
aabenbarende sig her paa Jorden; thi det andet Liv
agtede han ikke synderligt paa. Den Engel, der i en
Oldings Skikkelse hos ham ledsager Zadig, belønner
Lasten og straffer Dyden med tilsyneladende vanvittig
Følgestrenghed. Saa forklarer Englen sin Handlemaade
i denne Stil: den lille Dreng, han druknede i Floden,
vilde om et Aar have myrdet sin Tante. Zadig spørger
forgæves, om det ikke havde været bedre at opdrage
og forbedre Barnet end at dræbe det; Englen har
Svar paa Alt, og afbryder tilsidst, ærgerlig over de
mange Indvendinger, Disputen, idet den midt i Zadigs
Sætning: Jamen, hvis nu . . ., svæver op i Himlen. Der
er heri trods Forkyndelsen, at Intet sker tilfældigt,
Alt retfærdigt, et Glimt af respektstridig Spøg og
Tvivl.
Professor Nyrops Hukommelse er saa usvækket som hans
Skarpsindighed. En enkelt Gang indløber en lille Fejl:
Goldschmidts Figur Simon Levi forekommer ikke i En
Jøde, men i Ravnen.
Hans Bog munder ud i Udtalelser, der tilsyneladende
i det mindste godkender Elihu’s Præken for Job,
den blinde urokkelige Tillid til den guddommelige
Majestæt. Andre vil Bogen maaske friste til
majestætsforbryderiske Tanker.
Naar man paany gennemlæser disse gamle Legender og ved
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
