Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Mennesker - Oscar Levertin
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
OSCAR LEVERTIN
I Kung Salomo oeh Morolf.
(1905)
En vestøstlig Digtning i den Betydning, som Goethe
gav Ordet.
Den aabnes med en udmærket smuk Indledning, hvori
Levertin udtaler, at det gamle, her behandlede Sagn
fra Østerland er gennemtrængt af vesterlandsk Aand,
og sydlandsk som det er, her anvendt som Udtryk for
nordiske Længsler og Tanker, saa den fjerne Fortid
er levendegjort i Nuet. I sin dobbelte Egenskab af
Forsker og Digter, med sit Dobbelthang til Fordybelse
i Fortiden og Drømmeri om Fremtiden, endelig med en
Hentydning til sin fremmede Afstamning og sin svenske
Kultur slutter Levertin hver Strofe omkvædsagtigt
og dejligt med Linjer som: «Selv er jeg Øster- og
Vesterland*; «Selv er jeg Fortid og kommende Tid».
I Digtningen er der Efteraarsluft, Løvfalds-Poesi,
tungt Sind, klar Himmel.
Salomo har overskredet sit Livs Middagshøjde, og hans
Væsens som hans Visdoms og hans Livsattraas Grund
er nu Tungsind. Han har nydt altfor meget, grubiet
altfor meget. Hos den kongelige Epikuræer har en
sidste Lidenskab for en Syttenaarig vokset sig saa
stærk, at den nu slaar ud i Flammer, l Vismanden er
vaagnet Ønsket om at kunne stryge al møjsomt indvunden
Viden, al boglig Kundskab bort og se med Barneøjne
paa Verden.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
