Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Mennesker - Fr. Nietzsche
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Fr. Nietzsche
343
skyttelse mod et forvildet (wustes) Geni soro
Shakespeare. Forunderligt betegner han atter her
Shakespeares Cæsar som hans ypperste Skikkelse, svag
som den dog er: «Den højeste Formel for Shakespeare
er, at han har conciperet Typen Cæsar». Rigtignok
istemmer Nietzsche atter her i den usalige
Indbildning, at Shakespeare ingenlunde er Ophav
til de Værker, der bærer hans Navn. Nietzsche er
«instinktivt» sikker paa, at de skyldes Lord Bacon,
og uden Hensyn til den tidtnok beviste Umulighed af
dette taabelige Paahit, styrker han Formodningen ved
den barokke Paastand, at havde han selv døbt sin
Zarathnstra med et andet Navn, f. Eks. Wagners,
saa vilde ikke to Aartusinders Skarpsind have
formaaet at gætte, hvem Ophavsmanden var: Ingen havde
troet det muligt, at Forfatteren til Menneskeligt,
Altformenneskeligt havde undfanget Zarathustras
Syner.
Han fraskriver Tyskerne al Hæder som Filosofer:
Leibniz og Kant har været «de to største Hemskoer
for Evropas intellektuelle Retskaffenhed». Da der
netop var skabt en fuldt videnskabelig Tænkemaade,
vidste de at finde Snigveje til det gamle Ideal. Og
han fraskriver med ikke ringere Lidenskab Tyskerne
al Hæder som Musikere: «En Tysker kan ikke vide,
hvad Musik er. Hvad man kalder tyske Musikere, er
Udlændinge, Slaver, Kroater, Italienere, Nederlændere
eller Jøder. Jeg er Polak nok til at give hele
Resten af Musik bort for Ghopin undtagen Wagners
Siegfried-Idyl, noget af Liszt og Italienerne Rossini
og Pietro Gasti» (han synes med det sidste Navn at
betegne sin Yndlings-elev Koselitz, der skrev under
Mærket Peter Gast).
Han afskyr Tyskerne som «Idealister»: Al Idealisme er
For-løjethed overfor det Nødvendige. En fæl Idealisme
finder han ogsaa hos Henrik Ibsen, «denne typiske
gamle Jomfru», som hos alle andre, hvis Formaal
det er at forgifte den gode Samvittighed, Naturen,
i Kønskærligheden. Og han meddeler en Sætning af
sin Moral-Codeks, i hvilken han under Rubriken Last
bekæmper enhver Art Naturstridighed, eller dersom
man ynder smukke Ord, enhver Art Idealisme. Sætningen
lyder: «Kysk-hedsprækeri er offenlig Ophidselse til
Naturstridighed. Enhver Ringeagt for Kønslivet, enhver
Besudling af det med Ordet urent er Forbrydelse mod
selve Livet - er den egenlige Synd mod Livets hellige
Aand».
Han angriber endelig, hvad han kalder Tyskernes
«Utugt» i det Historiske: de tyske Historikere har,
hævder han, mistet alt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
