Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Taler - Tale i Christiania
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Tale i Christiania
451
En Rejsende, jeg kender, kom engang til Vammelhedens
Land. Det var et smukt Land, fladt og bakket og
kornrigt. Kun i dette ene Punkt lignede det Danmark,
som jeg iøvrigt haaber, ingen et Øjeblik vil tro,
jeg tænker paa. Kom man over Grænsen i det Land, fik
man en Fornemmelse, som havde man spist noget altfor
fedt eller laa I en lummer Kahyt under Søgang. Dets
Folk var overalt omflydt af Havet; Livet dér var
ogsaa som et Liv paa Havet. En Herre, den Rejsende
dér lærte at kende, en rigtig vammel Herre, derfor
yderst populær blandt sine Landsmænd, meddelte ham
Grundtræk af Folkets Fysiognomi. Det eneste, sagde
han, den Fremmede har lidt vanskeligt ved at forsone
sig med, det er den ejendommelige Fornemmelse af
en let Kvalme (ved vort hele officielle Liv) som
betager den, der betræder Landets Grund, en Art
Søsyge til Lands. Men man vænner sig til den, som
man vænner sig til Søen. De Indfødte er søstærke,
mærker den ikke, end ikke naar Konversationen er
vammel, Journalistiken og Politiken vammel. Dette
Land er Hensynenes Land. Her siges ti Gange Tak for
hver Gang der takkes andetsteds. Det er Høflighedens
Land. Tidt siges paa en Gang mange Tusende Tak. En
stor Del af Landets Rigdom bestaar i Taksigelser.
Derfra kom den Rejsende til Selvgodhedens Land,
et højst ejendommeligt, meget smukt og klipperigt
Land. I dette sidste Punkt lignede det Norge en
Smule. Men jeg haaber og er forvisset om, at ingen
af Dem et Øjeblik vil tro, det Land ellers havde
det ringeste med Norge at skaffe. Landets Beboere
var Idrætsfolk, Frihedsmænd, Kæmper og Helte,
som i deres Ansigts Sved indlagde sig Ry, fyldte
Verden med deres Ry og indkasserede Ryet. Det var
Hensynsiøshedens Land som det andet Hensynenes. Det
var et Land, hvor Ingen tog en Smule Plumphed ilde
op, og Landets væsenligste Rigdom bestod da ogsaa
i Grovheder og Næsestyvere. I dette Land mødtes og
forfulgtes den Rejsende af en besynderlig Parfum,
ret gennemtrængende; den laa som udbredt over Landet,
fandtes allevegne. Den Rejsende spekulerede længe paa,
hvad dette var for en Vellugt, der her spillede samme
Rolle som Kvalmen i Nabolandet. Tilsidst opdagede
han, at det var Selvrosens Parfum. I det andet Land
havde man allevegne det Løsen: Hvad der vamler,
det samler. Her var Mottoet: Det er bedre at rose
sig selv end at tale ondt
om andre.
29*
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
