Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Taler - Tale til Holger Drachmann
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
472 Tale til Holger Drachmann ved
Raadhusfesten
Bonden agtede paa ham, Folkehøjskolen aabnede sine
Døre for hans Prosa og hans Vers.
Og Byeo sang han, Viddets By og Vrøvlets, Kaféernes og
Teatrenes By, Politikens og Literaturens og Bladenes
By med dens Sviren og Sværmen, dens Kaos og dens Orden
- hvor han daarligt hørte hjemme. «Spørg Sangfuglen,
om den blev konfirmeret, sat i Vejviser og paa
Mandtalslister!» – Men hans Skikkelse blev kendt i
Byen, han fik Indpas i dens Teatre, dens Familier,
og blev dyrket af dens Ungdom.
Først og sidst sang han Kvinden, den elskende,
den sør-gende, Pigebarnet og Moderen, deres Saga -
og Kvinderne, de ældre lagde deres Haandarbejd, de
yngre lod deres Hjul staa og hørte ham og bevarede
hans Navn.
Efterhaanden samlede han ved sit Spil og sin Stemme
dem alle om sig, Bønder og Arbejdere, Studenter og
Kunstnere, Sømænd og Handelsmænd, Landbo og Bybo,
Krigsmænd og Kvinder, alt Folket.
Han sang Danmarks Pris, det bølgende Lands, som han
havde sunget det bølgende Havs.
Han var i Slægt med begge. Thi ikke fæstnet i
Karakterform, men bølgende var hans Sjæleliv,
stigende, vigende, stigende, vigende; altid stigende
igen.
Fluctuat, nec mergitur er Fyndsproget om Skibet paa
Byen Paris’s gamle Vaabenskjold: Det gynger, men det
gaar ikke tilbunds. Det Fyndsprog er ogsaa Holger
Drachmanns.
Han talte en Gang paa sin elskværdige Maade til mig
om sig selv. Han sagde en Majdag for 27 Aar siden:
Der er Dyr af ædel Race, Jagthunde f. Eks., der
tidligt og afgjort har Instinktet udviklet, vedbliver
at følge Sporet, forfølger og indhenter Vildtet uden
at lade sig friste eller forlokke, uden at trættes.
Og der er Dyr af samme Race og ikke mindre godt
Blod, som har faaet en underlig Springdjævel i
Kroppen. Deres aandelige Udvikling holder ikke Skridt
med Legemets. Deres Hvalpetid er lang. De har hurtigt
Færten. Man sætter dem «paa Foden» af et Stykke Vildt,
og de sporer godt. Men saa kommer Hvalpen op i dem,
o: det Uuudviklede, Stemningen. De løber efter en
Spurv; de «staar» for et Pindsvin; de lokkes af et
Kødben. Jagtherren skælder ud, Hunden skammer sig og
løber sin Vej af Trods.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
