Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Taler - Tale i London
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
480 Tale i
London
Selskab Parodien over Svulsten, gav vort Sprog - under
Had til det Højttravende - dets blivende Forkærlighed
for Jævnhed og Skemt.
Baggesen føjede hertil Gratien. Han var den første
Dansker, som havde Ynde. Han legede som Virtuos med
sproglige og metriske Vanskeligheder. Han gav Dansken
Smidighed og Lethed. Holbergs og Wessels kølige,
tørre Komik blev hos ham til Smil gennem Taarer,
til spøgende Vemod, vemodig Spøg.
Og saa faar dette Sprog hos Oehlenschlager
Orgelklangen, bliver ftildttonende, bevæger sig i
brede Bølger, synger om Landet, der staar med brede
Bøge.
Med Grundtvig var det, som om Bonden og Fiskeren
selv fik Mæle i Literaturen - gamle og nye Fyndord
lød under Træskotramp. Med Blicher kom den engelsk
klingende jyske Mundart til Ære. Johan Ludvig
Heiberg gav Sproget den vittige Træfsikkerhed,
Hertz den nænsomme Ømheds indsmigrende Vellyd,
Andersen Barnets naive Friskhed. Kierkegaard rørte
op i det fra Grunden af, formede det i Lidenskabens
og Spottens Barokstil. Christian "Winther aflokkede
dette Sprog dets Toner for national Erotik. Under
hans Hænder klang det forelsket, snart inderligt,
snart flygtigt forelsket. Hos Aarestrup blev det
glødet i Attraa, smeltet til en pragtfuld Ernail.
I senere Tid blev Sproget hos Jacobsen farvestraalende
som et Foraar i Japan med alle Frugttræer i Blomst,
hos Drachmann sangbart og harmonisk som under Samklang
af Harpe, Fløjte, Gige og Luth.
I vore Dage er delte en Gang forsømte Sprog saa rigt
paa Nerve og saa nervøst, saa gennemspillet, saa stemt
og om stemt, at hvor man rører det, taler og toner det
som en Vindharpe, der bevæges af Blæsten i Akkorder
fra det fineste Pianissimo til det kraftigste Forte.
Det barskeste Forte har det vel faaet fra Norge,
ved Strengene, som Ibsen har sat deri; thi ogsaa
Nordmændenes Sprogkunst er kommen os til Gode.
Paa en Side, skrevet til vort Modersmaals Ære, har
Kierkegaard som bekendt tillagt det «en yndig, en
tækkelig, en livsalig Forkærlighed for Mellemtanken og
Bibegrebet og Tillægsordet og Stemningens Smaasnakken
og Overgangens Nynnen osv.» Det Punktum, hvori dette
staar, har 352 Ord.
Den Gang lagdes der mere Vægt paa Afskygninger end paa
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
