Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Danske Personligheder - Christian Winther (1796–1876)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
8 Christian
Winther
I Kraft af deri samme Maade at føle Naturen paa,
tilraabes der i Den frembrydende Vaar Ewald, den
Digter, der for Oehlenschlager staar som Naturens
uopnaaede Sanger, Ordene: «Hellige Skjald!» Der tænkes
ikke herved paa hans Fortjenester som gejstlig Digter,
han er hellig allerede ved sin Følelse for den hele
Natur. Hvor Forholdet til Naturen som Natur er saa
andagtsfuldt, ligger Overgangen til Gudsdyrkelsens
Stemninger og Forkyndelser nær. Digtet Aftensang
i Langelandsrejsen er det bedste Eksempel paa,
hvorledes en Hymne eller Psalrne i den fri Natur
paa dette Aandstrin klinger. Det dejlige Digt
begynder med Aftenstemningen i Bøgeskoven, hæver
sig i stedse højere Flugt, optager paa Vejen nogle
Psalmetoner af Brorsons Hvo véd hvor nær mig er min
Ende og udmunder, halv kristeligt i sin Aand, halvt
naturfilosofisk i sit Indhold, i en Bøn til Gud,
der glider over i en Bøn til Solen. Om Frelserens
Blod minder hemmelighedsfuldt Aftenhimlens Purpur,
i hvis Flammer Digteren i sin Dødsstund ønsker at
kunne bade sit |Blik og sin Sjæl.
O bad mig da i dine Flammer,
Nedgangne Sol! husval min Barm;
Og tryk, til Dødens Le mig rammer,
Mig venligt i din varme Arm!
Og i min Afskedstime god
Styrk Hjertet med dit Purpurblod!
Det er lærerigt med et Slutningsudbrud som
dette at sammenligne enkelte beslægtede hos
Winther. Forskellen er iøjnefaldende. Dette og andre
slige Udbrud hos Oehlenschlager er lige saa mange
Henvendelser til Himlen; uden et himmelvendt Blik
afslutter Oehlenschlager endnu ikke gerne en bevæget
Naturstemning. Winther, som er et ægte Jordens Barn,
henvender sig i Liv og Død til Jorden. Det herlige
Digt En Sommernat slutter med disse dæmpede Ord:
O lad mig, dunkle Jord!
Hvad anende jeg tror,
Bekende for dit tavse Moderhjerte,
Du kender vist mit Savn,
Lad snart mig i din Favn
Udgræde al min Vemods søde Smerte!
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>