Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Danske Personligheder - Christian Winther (1796–1876)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Christian Winther
47
Winthers Digt indledes ganske i gamle danske
Folkevisers Manér med den korte Samtale imellem
Herren og hans Svend, om dennes Elskede er trofast
eller ikke, og Herren - hvem han er, bliver endnu ikke
røbet - beslutter i Skemt at prøve hendes Troskab. Saa
følger Skildringen af Vordingborg og Byens Omegn, af
Haven, hvori Else sidder, og af den unge Pige selv i
den mørkeblaa Kjortel med de hvide Ærmer, som drejer
Rokkehjulet med sin lette Fod. Bag Solbærhækken skyder
Katten Ryg; foran Pigen rokker en lille Ælling saa gul
og rund «som en Æggeblomme, der nylig har faaet Ben»;
da afbryder Jægernes buldrende Trav Sommermiddagens
Stilhed, og nu følger den forreste Ridders aabne
Frieri. Det er holdt i Kæmpevisestil:
Med hvide Perler fletter jeg dit guldgule Haar, Din
Fløjelskjortel fores med Sobel og Haar, Jeg binder
dyre Stene om din Hals og din Arm, Jeg spænder fire
Heste for din hængende Karm.
En statelig Stroferad opregner hans Tilbud og hans
Løfter, Gaver af alle Arter. Først herved kommer
hint ovennævnte første Motiv til sin fulde Ret,
idet den Række Strofer, der nu til Gengæld opregner
Bondepigens Fordringer, Betingelser og Afvisninger,
følger som det rytmisk og logisk krævede Modstykke. Og
ikke nok hermed: Skelmeriet i disse Betingelser
fremhæves først ret ved det Skemtende i alle hine
første, skrømtvis stillede Tilbud. I Kellers Digt
har de intet Fodfæste, svæver ligesom i Luften, her
har de deres digteriske Modvægt. Dog alt dette er hos
Winther kun Forberedelse. Nu først kommer Digtningens
i Sandhed geniale Højdepunkt og det deraf følgende
Omslag. Hidtil var alt kun Skemt; men da Else til
Slutning har stillet sin yderste Fordring:
Jert Herreskjold med Mærker og Billeder besat,
Det sætte I for Knæ og bryde det brat Og ned maa I
styrte Eders stolte Ridderhus Og lade Ploven vandre
over Grundmurens Grus,
da Straaler Ridderens Ansigt med Ro og Højhed,
Sløret falder fra hans Navne- og Standsfordølgelse,
og Spøgen viger for vemodig Alvor, idet han udbryder:
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
