Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Danske Personligheder - H. C. Andersen (1805–1875)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
94
H. G. Andersen
dog Ingen, hvis Læsekres er blot tilnærmelsesvis
saa frisk og saa opvakt, som den, der er Andersen
vis. Hans Æventyr er den eneste Bog, vi har stavet,
og som vi læser endnu. Der er enkelte iblandt dem,
i hvilke Bogstaverne bestandig forekommer En større,
Ordene vægtigere end i de andre, fordi man første
Gang lærte dem at kende Bogstav for Bogstav, og
Ord for Ord. Og hvilken Fryd maa det ikke have
været for Andersen at se i Drømme rundt om sin
Lampe denne Vrimmel af Barneansigter i tusindvis,
denne Mylr af blomstrende, rosenkindede, krøllede
smaa Hoveder som i de katolske Altertavlers Skyer,
hvidhaarede smaa danske Drenge, fine engelske Baby’er,
sortøjede smaa Hindupiger, at se dem for sig, rige
og fattige, stavende, læsende, hørende, i alle Lande,
i alle Tungemaal, snart sunde og glade, trætte efter
Legen, snart svage, blege, med gennemsigtig Hud efter
en af de utallige Sygdomme, hvormed Jordens Børn
er velsignede, og se dem begærligt udstrække dette
Virvar af hvide og mørkebrune Hænder efter hvert nyt
Blad Papir. En saa troende, saa dybt opmærksom, saa
utrættelig Læseverden har ingen Anden. Ingen Anden
har heller en saa ærværdig; thi end ikke Alderdommen
er saa ærværdig og saa hellig som Barnealderen. Her
er en hel Række af fredelige og idylliske Syner: Der
læses højt, og Børnene lytter med Andagt, eller den
Lille sidder fordybet med begge Albuer mod Bordet,
og Moderen læser i Forbigaaende med over Barnets
Skulder. Er det ikke Umagen værd at skrive for en
Tilhørerkres som denne, og gives der vel nogen,
som har en mere uberørt og mere redebon Fantasi?
Der gives ingen, og man behøver kun at studere
Tilhørernes Indbildningskraft for at lære Fortællerens
at kende. Udgangspunktet for hans Kunst er Barnets
Leg, der gør Alt til Alt. Derfor gør Andersens
spillende Lune Legetøj s stykker til naturlige
Skabninger, til overnaturlige Væsener (Trolden),
til Helte, og bruger omvendt hele Naturen og alt det
Overnaturlige, Helte, Trolde og Feer som Legetøj,
det vil sige som kunstneriske Midler, hvilke i enhver
ny kunstnerisk Sammenhæng bliver stemplede og myntede
om. Nerven i denne Kunst er Barnets Indbildningskraft,
der besjæler og personliggør Alt; derved levendegør
den et Stykke Bohave saavelsom en Plante, en Blomst
saavelsom en Fugl eller Kat, og Dyret ligesaa fuldt
som Dukken, som Portrætet, som Skyerne, Solstraalerne,
Vindene og Aarets Tider. Selv en Spring-gaas bliver
da for Barnet et levende Hele, et tænkende, villende
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
