Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Danske Personligheder - H. C. Andersen (1805–1875)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
96
H. G. Andersen
dommeligt stiliserede Planter, livfulde Blomster,
Duer, Paafugle og Menneskeskikkelser slynger sig
sammen og gaar over i hverandre.
En Form, der for enhver Anden vilde være en Omvej
til Maalet, en Hindring og en Forklædning, bliver for
Andersen den Maske, under hvilken han først føler sig
rigtigt fri, rigtigt oprømt og sikker; hans barnlige
Genius leger som de bekendte antike Børneskikkelser
med Masken, vækker Latter, morer og skræmmer bag
den. Saaledes bliver Æventyrets i al sin Ligefremhed
maskerede Udtryksmaade hans Stemmes naturlige, ja
klassiske Tonefald, der meget sjældent slaar over
eller klinger falsk. Det Eneste, som nu og da finder
Sted, er, at man for Æventyrets rene Mælk faar en
Slurk Mælkevand, idet Tonen bliver lidt vel følsom og
blødsøden [Den stakkels Johannes, Den stakkels Fugl,
Den stakkels Tommelise!), hvad forøvrigt sjældent
sker i de fra Folke-Æventyrene tagne Æmner som
Fyrtøjet, Store Xlaus og Lille Klaus o. s. v., hvor
det naivt Lystige, Friske og Haarde i Fortællingen,
der uden mindste medlidende eller klynkende Frase
beretter om Ugerninger og Mord, kommer Andersen til
Gode og stiver hans Figurer i Vejret. Mindre sikker
er Tonen derimod i de blandt Æventyrene indførte
lyriske Udbrud, i hvilke Digteren i en bevæget og
patetisk Prosa kaster et flygtigt og omfattende Blik
ud over et stort Tidsrum af Historien (Ærens Tornevej,
Svanereden). Her er der et vist Sving, en vis jagende
Begejstring i Stemningen, der synes mig at staa i et
Misforhold til det lidet betydelige Tankeindhold.
Paa de nu nævnte faa Undtagelser nær er Æventyrenes
Fortællemaade fuldkommen i sin Art.*)
Lad os, for at lære den tilbunds at kende iagttage
Digteren ved hans Arbejde. Lad os gennem Studiet
af hans Fremgangsmaade vinde en mere indtrængende
Forstaaelse af dens Resultat. Der er et Tilfælde, hvor
hans Arbejden lader sig iagttage nærved, det er, naar
han omarbejder. Vi behøver da ikke i Almindelighed at
fornemme eller at rose, vi kan overfor en forskellig
Fortællemaade Punkt for Punkt, tydeligt og nøjagtigt,
bestemme,
*) De plettes en sjælden Gang af stygge Sprogfejl,
især af Germanismer: -«Vor Herre har kær den gamle
Svanerede.» «Jeg kan sige Dig, jeg gifter
. Kongedatteren.»
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
