Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Danske Personligheder - H. C. Andersen (1805–1875)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
H. G. Andersen
101
styrrende Vrængen øjeblikkeligt indfandt sig. Johannes
siger nogle Ord, hvori han udtaler sin Elskov,
og Forfatteren tilføjer: «O det var saa rørende
at høre! det arme unge Menneske, der før var saa
naturligt, saa elskeligt, talte nu ganske som en
Glaurensk Bog; men hvad gør ikke Kærlighed!» Faa
dette Punkt, ved denne snuslærde Vindighed holdt
Andersen endnu 1830; men fem Aar senere er hans indre
Omdannelse tilende, hans Talent har skudt Ham, hans
Mod er vokset, han vover at tale sit eget Sprog.
Det Bestemmende ved denne Sprogform var fra Først af
det Barnlige. For at forstaas af saa ungdommelige
Læsere som dem, til hvem han henvendte sig, maatte
han bruge de allersimpleste Ord, gaa tilbage til de
allersimpleste Forestillinger, undgaa alt Ulegemligt,
erstatte enhver Omskrivning med ligefrem Tale;
men idet han saaledes søger det Enfoldige, finder
han det digterisk Skønne, og idet han naaer det
Barnlige, viser det sig, at dette Barnlige netop er
det Poetiske; thi det almenforstaaelige, naive Udtryk
er mere poetisk end det, som minder om Industrien,
om Historien, oni Literaturen; den haandgribelige
Kendsgerning er paa én Gang mere levende og mere
gennemsigtig end den, der stilles hen som Bevis for
en Sætning, og Talen, som den umiddelbart formes
af Læberne, er mere ejendommelig end den blege
Omskrivning med et «at»:!:.
At dvæle ved dette Sprog, at fordybe sig i dets
Ordforraad, dets Sætningsbygning, dets Betoning er
ikke Vidnesbyrd om nogen Smaalighedsaand og gøres ikke
al Kærlighed til Glosen som Glose. Sproget er vel kun
Digterværkets Overflade; men ved at lægge sin Finger
paa Huden føler man den bankende Puls, der angiver
Hjærteslaget i det Indre. Geniet er som et Uhr; den
synlige Viser styres af den usynlige Fjeder. Geniet er
som et sammenrullet Nøgle; uopløseligt og forviklet
som det viser sig, er det dog i sin indre Sammenhæng
uadskilleligt ét. Har man
*) Sammenlign Saadanne Steder som disse: «Det er
ligesom om En sad og øvede sig paa et Stykke, han
ikke kan komme ud af, altid det samme Stykke. «Jeg
faar det dog ud!» siger han nok, men han faar det dog
ikke ud, hvor længe han spiller.» - «De store hvide
Snegle, som fornemme Folk i gamle Dage lod lave til
Frikassé, spiste og sagde: <ihumJ hvor det smager/»,
for de troede nu at det smagte saa dejligt, de levede
af Skræppeblade.»
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
