Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Danske Personligheder - H. C. Andersen (1805–1875)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
H. G. Andersen
.10.5
i Prosa og derfor ene taaler at oversættes, at lians
Kunstart er saa folkelig, eller at han er vor største
Aand, siger enten meget for lidt’eller meget for
meget. Vi har i vor Literatur adskillige Aander, der
er større end Andersen, vi har mange, der med Hensyn
til Begavelse slet ikke staar tilbage for ham. Men vi
har ingen, hvis Frembringelser er saa elementære. Har
Heiberg ligesom han havt det Mod at danne sig en ny
Kunstart (i Vaudevillen), saa har han ikke havt den
Lykke som han: at finde en enkelt Kunstart, i hvilken
han kunde nedlægge sin hele Begavelse, forene alle
sine Evner, virke med alle sin fine og rige Aands
Midler, saaledes som Andersen kan det i Æventyret,
og ligesaa lidt at finde Stoffer, ved hvilke Tids- og
Stedforholdene bliver af forsvindende Betydning. Hans
bedste Vaudeville, De Uadskillelige, vilde kun kunne
forstaas i det Par Lande, hvor man som hos os kender
den «Salighedens Maadeholdsforening», hvormed der i
Vaudevillen drives Spot. Men, som der udfordres Mod
til at have Talent, saaledes udfordres der Lykke til
at have Geni, og Andersen har hverken manglet Lykken
eller Modet.
Det Elementære i Andersens Poesi sikrede ham en
Læse-kres blandt fremmede Landes Dannede. Det
sikrer ham en endnu mærkeligere blandt vort eget
Lands Udannede. Det Barnlige er i selve sit Væsen
folkeligt, og til Udbredelsen udefter svarer en
Udbredelse nedefter. Paa Grund af den dybe og
sørgelige, men naturlige Spaltning af Samfundet
i forskellige Dannelses-Lag, virker den gode
Literatur næsten slet ikke paa mere end en enkelt
Klasse. Naar en Række Arbejder som Ingemanns Romaner
tilsyneladende gør en Undtagelse, saa er det nærmest i
Kraft af Egenskaber, der fjerner dem fra de Dannede:
Usandhed i Karakterskildringen og i den historiske
Farve. Det er med Ingemanns Romaner som med Grundtvigs
Læresætninger: vil man forsvare dem, kan det ikke ske
ved at bevise deres Sandhed, men ved rent praktisk
at paavise den ydre Nytte, de har stiftet, den Gavn,
de har gjort Danskheden, Folkeoplysningen, Fromheden
o. s. v. Ingemanns Romaner staar nu i et mærkeligt
Forhold til Andersens Æventyr. De sidste læses af
de mindre Børn, de første af de ældre. Æventyrene
svarer til Barnets og den lidt ældre Piges overdaadige
Indbildningskraft og varme Medfølelse, Romanerne til
Barnets og især til den lidt ældre Drengs fantastiske
Daadstrang, til den vaagnende Ridderligheds-følelse,
Forfængelighed, Behagelyst og Kækhed. De sidste er
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
