- Project Runeberg -  Samlede Skrifter / Andet Bind /
109

(1899-1910) [MARC] Author: Georg Brandes
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Danske Personligheder - H. C. Andersen (1805–1875)

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

H. G. Andersen
109

der er ikke Foder til Hestene. Man finder hos Wessel
om Naturen kun det bekendte: "Herregud! - Man véd,
hvordan en Mark, naar den er grøn, ser ud.» Man
kan blade næsten alle Baggesens Digte igennem,
uden at finde et Naturmaleri, ikke en Gang som
Baggrund. Hvilket Spring fra denne Poesi til en Poesi
som Christian Winthers, i hvilken Menneskefigurerne
fordetmeste er Staffage og Landskabet næsten altid
Hovedsagen, eller fra Wessels Digtning til en Poesi
som Andersens, i hvilken Dyr og Planter erstatter
Mennesket, ja gør det næsten overflødigt.*)

Hvad er det da nu i Planten, i Dyret, i Barnet,
der drager Andersen til sig? Han elsker Barnet,
fordi han af sit bløde Hjærte drages til de Smaa,
de Svage og Hjælpeløse, dem, om hvem man har Lov til
at tale med Medynk, med Medfølelsens Ømhed, og fordi
han, naar han anlægger denne Følelse paa en Helt -
Kun en Spillemand - bliver gjort Nar af derfor (se
Kierkegaards Kritik), men naar han anlægger den paa et
Barn, finder det naturlige Leje for sin Stemning. Det
er paa Grund af denne samme Følelse for de Ringe og
de Forladte, at Andersen - selv et Barn af det menige
Folk - bestandig i sine Æventyr, ligesom Dickens i
sine Romaner, fremfører Skikkelser fra de fattige
Klasser, af de <simple Folk», men med Hjærtøts
Adel: der er de gamle Vaskerkoner i Lille Tiik og
.Hun duede ikke, den gamle Pige i Fra et Vindue i
Vartou., Vægteren og hans Kone i Den gamle Gadelygte,
den fattige Haandværkssvend i Under Piletræet,
den fattige Huslærer i Alt paa sin rette Plads. Den
Fattige er forsvarsløs ligesom Barnet. Andersen elsker
dernæst Barnet, fordi han kan skildre det, ikke saa
meget ved ligefrem at meddele dets Sjælehistorie i
Romanform - han meddeler overhovedet ikke ligefrem
Sjælehistorie - som middelbart ved med et Spring at
sætte sig ind i Barnets Verden og lade, som om der
slet ingen anden var. Meget uretfærdig var derfor
Kierkegaards Dom om Andersen, at han ikke var i
Stand til at skildre Børn. Men naar Kierkegaard,
der iøvrigt som literær Kritiker med overordenlige
Fortrin forbinder store Mangler (især paa historisk
Overblik) i denne Anledning bemærker, at Andersen i
sin Roman bestandig skildrer Barnet <;ved et Andet-,
da er dette sandt; det ophører at være det i samme
Øjeblik han i Æventyret

*) Det forrige Aarhundredes Fabler (Holbergs eller
Lessings f. Eks.) er ren Moral.

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Sun Dec 10 04:10:32 2023 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/gbsamskr/2/0113.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free