Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Danske Personligheder - H. C. Andersen (1805–1875)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
H. G. Andersen
127
Fløjlsknapper i den lysegrønne Silke, han
vender, naar han nogen Tid har set tilvejrs,
efter gammel kjøbenhavnsk Vane sine Øjne ned
imod Jorden, og da viser det sig, at Skovbunden
er nok saa smuk som Skovens Top. Her vokser i
ringe Afstand forskelligtfarvede Anemoner, hvid og
højrød Bellis, gule Stjerneblomster, rød og blaa
Neglikerod. Smørblomst og Stenbræk, Stjerneneglike,
Ko-blomme og Fandens Mælkebøtte. Nær hverandre staar
Knoppen og den udviklede Blomst og den, som allerede
bærer Frø, den jomfruelige og den frugtsommelige
Plante, de duftløse og de vellugtende Blomster,
de giftige og de nyttige, lægende Planter. Tidt
er den Plante, der staar lavest i Systemet,
som den blom-steiiøse Bregne, allerskønnest for
Øjet. Blomster, som synes sammensatte, viser sig
at bestaa af ganske faa Blade, og Planter, hvis
Blomst synes enkelt, bærer paa deres Top en hel Stat
af kun ved Stænglen forenede Blomster. Saaledes
er det med Æventyrene. De, der staar lavest med
Hensyn til \7ærdighed,. som Springfyrene, indeholder
tidt en hel Livsfilosofi i kort Begreb, og de, der
synes enkelte, som Lykkens Kalosker, bestaar, af en
løst forenet Blomsterstand. Nogle staar i Knop som
Vanddraaben, andre gaar i Frø som Jødepigen eller De
Vises Sten. Nogle bestaar kun af et eneste Punkt,
som Lygtemændene ere i Byen, hvis Tankebraad helt
er i denne med sikker Haand nedskrevne Titel, andre
har store ædle Former, som den i Indien foretrukne
Historie om en Moder, der ligner en fremmed, en
sydlandsk Blomst, Kalaen, som i sin sublime Enfold
kun bestaar af ét eneste Blad. Jeg slaar Bogen op paa
Slump, og den falder paa Elverhøj; det kalder man Liv
og Lune: «I Køkkenet var der fuldt op med Frøer paa
Spid, Snogeskind med smaa Børnefingre i og Salater
af Paddehatte-Frø, vaade Musesnuder og
Skarntyder.....
Rustne Søm og Kirkerude-Glas hørte til Knaset*. Tror
man, Børnene er glemte her? Ingenlunde. «Den gamle
Elverkonge lod sin Guldkrone polere i stødt Griffel,
det var Duxe-Griffel og det er meget vanskeligt
for Elverkongen at faa Duxe-Griffel!» Tror man, her
ikke er Noget for de Voksne? Endnu mindre. «0 hvor
jeg længes efter den norske Trold-Gubbe! Drengene,
siger man, er nogle uvorne, kæphøje Unger .... De
gaar barhalsede og uden Seler, for de er Kraftmænd.»
Hvilket Gilde! Helhesten er blandt de Indbudne. Tror
man, Andersen under Gildet glemmer Gæstens Væsen? «Nu
maatte Elverpigerne danse, og det baade simpelt og
det med at trampe, og det klædte dem godt . . . ..
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
