Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Danske Personligheder - H. C. Andersen (1805–1875)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
H. G. Andersen
131
rugning! Hvad er rimeligere, end at Spurvene, naar
de vil udskælde deres Naboer, siger: «de tykhovedede
Roser!»*)
Der er et Æventyr, jeg har gemt tilsidst, jeg
opsøger det; thi det er som Kronen paa Værket. Det
er Æventyret om Klokken, i hvilket Naivetetens
og Naturens Digter har naaet Højdepunktet af sin
Poesi. Vi har set hans Gave til at skildre det
Overmenneskelige og det Undermenneskelige naturligt. I
dette Æventyr staar han Ansigt til Ansigt med selve
Naturen. Det handler om den usynlige Klokke, som de
unge Konfirmander gik ud for at søge, de Unge, hos
hvem Længslen mod det usynligt Lokkende og Dragende
endnu var frisk. Kejseren havde lovet, at «den,
som ret kunde opdage, hvorfra Lyden kom, skulde faa
Titel af Verdens Klokker og det selv om det ikke var
en Klokke. Mange gik. da ud i Skoven for det gode
Levebrøds Skyld, dog den Eneste, der kom hjem med en
Slags Forklaring, havde ligesaa lidt som de Andre
været dybt nok inde; men han sagde, at Klokkelyden
kom fra en meget stor Ugle i et hult Træ, en Slags
Visdoms-Ugle, der ideligt slog sit Næb mod Træet,
og saa blev han ansat som Verdens Klokker og skrev
hvert Aar en lille Afhandling om Uglen, men ligemeget
vidste man.» Nu gaar da, som sagt, Konfirmanderne ud,
og de holder hverandre i Hænderne, <for de havde jo
ikke faaet Embeder endnu.» Dog flere og flere bliver
trætte; den Ene efter den Anden falder fra, En af en
Grund, en Anden af et Paaskud. En hel Klasse stanser
ved en lille Klokke paa et lille idyllisk Hus, og uden
at betænke, som den enkelte Udholdende, at saadan en
lille Klokke ikke kunde være Skyld i det dragende
Klokkespil, men at det maatte være «ganske andre
Toner, der saaledes kunde røre et Menneske-Hjerte,»
slaar de sig med deres lille Haab, lille Længsel til
Ro ved dette lille Fund, den lille Lykke, den lille
idylliske Glæde. Jeg tænker, Læseren har truffet
nogle af disse Konfirmander som Voksne.
Tilsidst staar kun to tilbage, en Kongesøn og en
lille fattig Dreng i Træsko «og med en Trøje saa kort,
at man vel kunde se, hvor lange Haandled han havde.»
Paa Vejen skilles de; thi
*) Sammenlign for Modsætningens Skyld Maaden,
hvorpaa Heiberg i Julespøg og Nytaarsløjer lader
Handsken, Modesten, Flasken tale, fremdeles Alfred
de Musset’s Le merle blåne., Talne’s Vie et opinions
philoso-phiques d’un chat i hans Pijrenæerrejse.
9*
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
