Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Danske Personligheder - H. C. Andersen (1805–1875)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
132
H. C. Andersen
den ene vilde søge Klokken ad højre, den anden ad
venstre Side. Kongesønnen søgte Klokken ad Vejen,
der laa paa «Hjertets Side», den fattige Dreng søgte
den ad den modsatte. Vi følger Kongesønnen, og man
læse med Beundring, hvilken hemmelighedsfuld Pragt
Digteren formaar at give Egnen ene ved at forandre
Blomsternes og Frugternes naturlige Farve. «Men
han gik ufortrøden dybere og dybere ind i Skoven,
hvor der vokste de forunderligste Blomster. Der
stod hvide Stjerne-Liljer med blodrøde Støvtraade,
himmelblaa Tulipaner, som gnistrede i Vinden, og
Æbletræer, hvor Æblerne ganske og aldeles saa’ ud
som store skinnende Sæbebobler. Tænk bare, hvor de
Træer maatte straale i Solskinnet» Solen gaar ned,
Kongesønnen frygter allerede at overrumples af Natten;
han bestiger Klipperne for at se Solen endnu en Gang,
før den ganske synker bag Jorden. Man høre Digterens
Hymne:
«0g han greb i Ranker og Rødder, klatrede op ad
de vaade Stene, hvor Vandslangerne snoede sig,
hvor Skrubtudsen ligesom gøede af ham; - men op kom
.han, før Solen endnu var ganske nede, set fra denne
Højde. O hvilken Pragt! Havet, det store herlige Hav,
der væltede sine lange Bøger mod Kysten, strakte sig
ud foran ham, og Solen stod som et stort skinnende
Alter derude, hvor Hav og Himmel mødtes. Alt smeltede
sammen i glødende Farver; Skoven sang og Havet sang
og hans Hjerte sang med; den hele Natur var en stor
hellig Kirke, hvori Træer og svævende Skyer var
Pillerne, Blomster og Græs det vævede Fløjls Klæde,
og Himlen selv den store Kuppel: derpaa slukkedes
de røde Farver, idet Solen forsvandt, men Millioner
Stjerner tændtes, Millioner Diamantlamper skinnede
da, og Kongesønnen bredte sine Arme ud mod Himlen,
mod Havet og Skoven - og i det samme, fra den højre
Sidegang, kom med de korte Ærmer og Træsko den fattige
Konfirmand. Han var kommen der ligesaa tidlig,
kommen der ad sin Vej, og de løb hinanden i Møde
og holdt hinanden i Hænderne i Naturens og Poesiens
store Kirke, og over dem klang den usynlige hellige
Klokke; salige Aander svævede i Dans om dem til et
helligt Halleluja!» Geniet er som den rige Kongesøn,
dets opmærksomme Tilhører som den fattige Dreng; men
Kunsten og Videnskaben mødes, endskønt de skilles
ad paa Vejen, i Begejstringen og Andagten overfor
Naturens guddommelige Alt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
