Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Danske Personligheder - Carl Bagger (1807–1846)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
136 Carl
Bagger
ved Bondens Kærlighed til Kongen, ved Bondegraaden
over Konge-baaren. Det fremhæver, at man andensteds
neppe tror paa slige Taarers Mulighed; at imidlertid
ikke Bonden blot, men Folk og Land lyser Velsignelse
over Kong Frederiks Grav; alle véd, at Kongen bærer
ikke Skylden for Landets Ulykker under hans Regering,
ikke Skylden for Norges Tab(I); Folket elskede ham,
mens han levede, og elsker endnu hans Minde. - Bagger
var da heller ikke senere anderledes republikansk,
end at han i 1844 uden at gøre noget Brud paa sine
Grundsætninger kunde rette en beskeden Ansøgning til
Kong Christian den Ottende om at skænke ham et Embede
som Postmester i Middelfart, der kunde give ham Fritid
til Udvikling af hans digteriske Evne. Han var med
andre Ord sit Folks og sin Tidsalders Mand, i Sind
og Skind dansk, upolitisk, frisindet og kongetro.
Femten Aar gammel fik Carl Bagger som Gratist en Plads
i den nyoprettede Sorø Skole, hvor han følte sig i
høj Grad ilde tilpas. Selv den smukke og forroste
Egn var ham imod, alt syntes ham smaat og snævert,
uden Fjernsyn og Indsyn, og den strænge Orden og
uafladelige Kontrol paa Opdragelsesanstalten drev
hans ubændige Sind, der hadede Tøjle og Trendse, til
Karikaturtegninger med Ord og Pen, til Grinebideri
og Forbitrelse. Han fik endog af Digterne dernede,
hvoraf flere var Lærere ved Skolen, det Indtryk, at
de surmulede i den Gnavenhed, som Egnen medførte. I
Indledningen til hans Fortælling Pedellens Datler
hedder det: «Under denne muntre, lyseblaa Himmel ser
Hauch surt, brummer Bredahl, vaander Ingemann sig,
og Wilsters Latter synes at være Krampelatter.» Ja,
i et vittigt Brev til H. C. Andersen, den eneste
samtidige Digter, med hvem han synes at have staaet
i en Smule venskabelig og kammeratlig Forbindelse,
betegner han den lille Stad, der da nys af Andersen
var bleven forherliget med en poetisk Benævnelse,
som «en hartad modbydelig Blindtarm.»
Han, som hverken havde Forældre eller Sødskende,
har søgt sin Trøst i sit digteriske Talent, hos
«Musen», som man den Gang sagde, og som han selv i
sit Digtersvar siger det. Allerede i Skolen begyndte
han til festlige eller lystige Lejligheder at skrive
Vers, og fra hans Skoletid allerede skriver sig det
smukke og betegnende Digt, der aabner hans ældste
Digtsamling, Ønskerne, med Bønnen om et nok saa kort,
men indholdsrigt Liv, med Ønsket om aldrig som Mand
at komme til at
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
