Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Danske Personligheder - Fr. Paludan-Müller (1809–1876)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
156
Fr. Paludan-Muller
lige. Men hvorvel Stykkets Midte, Opholdet hos Aurora,
malt ikke med Farver, men med «Lys i Lys», er rigt paa
Glimmer og fattigt paa Karakter, betegner dog Digtets
Grundtanke netop et Brud med den tidligere Retning,
idet sidste Akt ligesom dømmer Midten; thi idet det
lyse Drømmeliv ganske falder igennem i Sammenligning
med den mørke og grove Virkelighed, falder ogsaa
Fremstillingen af hint ganske igennem i Sammenligning
med Skildringen af denne. Fra Morgenrødens Foraarsrige
længes Tithon tilbage til Natten og Jordens Vinter;
Gudelivet bliver ham den pinligste Kval; det bliver,
som Sorgen synger i Amor og Psyche, den døde Lykke,
der indeslutter alle Dødens Sorger, og da hans Savn
bliver stillet, da vor Klodes Luft atter lægger sig
tungt paa hans Skuldre, da hilser Paludan-Mullers
Poesi paa Gæa igen. - Saaledes staar vi paa Adam
Homos Grund.
De tre Retninger: mod det Romantiske, det Fremmede og
det Mytiske enes i at give det Fjerne i Modsætning til
det Nære og Hjemlige. Men Fjernhed er en forskønnende
Egenskab - derfor forskønner Afstanden og Døden. En
forædlende Fjernhed har været Særkendet for alle
Digterens hidtil betragtede Værker,
I Adam Homo staar vi nu midt i vor egen Tid og
midt i vort eget Land. Forsaavidt har Værket kun
Danserinden til Forgænger. Men hvorvel dette Digt med
Adam Homo deler Nærheden i Tid og Rum, gør det dog
netop saare meget for at fjerne Billedet. Det har et
udenlandsk Tilsnit som af en halvfransk Duftromantik,
Navnene er fremmedlydende og det giver aldeles intet
skuffende Indtryk af Virkeligheden. Digteren minder
os uafladelig om, at han skriver Historien for vore
Øjne, idet Betragtningerne slutter sig meget løst
om Æmnet. Der anstilles kun Betragtninger over
Personerne, men lægges liden Vægt paa, hvad der
foregaar i dem selv.
I Adam Homo er alt dette ganske modsat; men
Hovedforandringen er dog den, at Digterens Muse, der
før som en Trin-let-paa-Taa, indhyllet lidt koket
i Danserindens Flor, paa tynde Sko fløj hen ad det
glatte Gulv, nu har forvandlet sig til en barmhjertig
Søster, der paa engang streng og mild som en Nonne
vover sig ud i det værste Vejr med stærke Støvler paa
Fødderne; hun gaar gennem smudsige og usle Gader uden
Sky for Elendigheden, hvor den saa findes, selv ren og
uberørt af Smitten, og hun staar i de Fornemmes Huse,
ublændet af den falske Glans, gennemskuende den med
sit erfarne 02 overlegne Blik.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
