Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Danske Personligheder - Fr. Paludan-Müller (1809–1876)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Fr. Paludan-Muller
157
Her er den nøgne Virkelighed, det Hæslige i
Yderverdenen, det Idéforladte i Menneskeverdenens
udvortes Liv og det Svage, Usle, Lave, .Foragtelige
i det indre Menneskeliv uden Sky og uden Naade blevet
blottet. Latteren, Spotten og Haanen naaer hen, hvor
ikke blot den milde, men ogsaa den strenge Tale er
for god til at høres.
Foredraget svarer i dette Digt paa det Nøjeste til
Sagen og er meget forskelligt fra det, Digteren
yndede i tidligere Værker. Da i Psyche Heltinden
faar Mistanke til sin Søsters Sanddruhed, udtrykker
hun sig saaledes: «Afskyeligt! din Læbe lyver, Leda!>
Her er Sproget ikke nær saa elegant. Det frygter ikke
for at nævne det Plumpe og Drøje, det Usømmelige og
Lave, det Usædelige og Lumpne ved dets eget Navn.
Virkelighedstroskaben naaer dog sit Højdepunkt
deri, at den Evne til Gengivelse af det Særegne,
der allerede sporedes i de mytiske Digte, her har
udviklet sig til den rige og skarpe Fremstilling af
Enkeltvæsener, som hist Stoffets Natur udelukkede,
og deri,-at hvad tidligere blev udtalt enten i
frie Betragtninger udenfor den organiske Helhed
eller paa upersonlig Maade i et mytisk Sindbilled,
levendegøres i Kød og Blod, i sandt menneskelige
Personer. Overgangen fra det Sagnagtige til det
Sjælekyndige er sket som ved Maagens Nedflyven i
stedse snevrere og snevrere Krese, til den griber
sit Bytte.
Man synes temmelig enig om, at Digteren her er gaaet
noget for vidt i sin Virkelighedsgengivelse. Fra nu af
viser den sig ikke mere i saa udæskende en Form. Man
faar det Indtryk, at Paludan-Muller blot søgte
Virkeligheden saa nær ind paa Livet for at dømme den,
for ved sin knusende Dom og blodige Satire at afgøre
sit Mellemværende med den og saa at forlade den. Det
er, som om han vilde sige: «I har bebrejdet mig, at
jeg ikke havde Blik for det Hjemlige og Danske, I har
plaget mig med mine Skildringers Fremmedartethed, nu
vel, jeg skal en Gang gøre Jer tilpas, jeg skal tage
En lige ud af Jer Midte og gøre ham til min Helt.»
Man erindre disse Ord af Stadier paa Livets Vej: «Der
er et Skridt tilbage, og dette er et sandt non plus
ultra, det er, naar en saadan kandestøbende Generation
af Livsassurandører opfatter det som en Uretfærdighed
af Poesien, at den ikke vælger sine Helte blandt de
værdige Samtidige. Men man gør Poesien Uret, eller
rettere man hidse den ikke for længe, at det ikke
ender med, at den aristofanisk tager den
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
