Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Danske Personligheder - Fr. Paludan-Müller (1809–1876)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
158
Fr.-Paludan-Muller
første den bedste af Pølsehandlerne og gør ham til
Helt.» - Det er netop, hvad her er sket.
Og for at det ikke skal være Spøg med Dommen,
for at der ikke skal være Noget glemt, tager
Paludan-Muller endnu engang Sagen for sig i Ahasvems
og giver der Enhver, der endnu ikke har faaet nok,
sin tilstrækkelige Bekomst. Betegnende nok begynder
Digteren med «at skose» sin Tid, «-at give den Næser*
(Danserinden), saa «spotter» han den (Æventyr
i Skoven),’ saa udskammer han den i Adam Homo,
tilsidst nedtordner han den i Ahasverus. Som hele
den romantiske Skole begynder han med Fejden mod
Filistrene, saa rækker han sit Skjold ud imod Tiden,
at den kan forstenes ved i Spejlbilledet at se sit
eget Medusa-hoved; men han slutter med at dømme den
gennem Dommedagsbasunens Røst.
Som sagt, man faar det Indtryk, at Paludan-Muller her
er skredet til sin Opgave med Uvilje. Nu er det vel
sandt, at Harmen hyppigt netop gør de ypperligste
Vers, men dog er det tvivlsomt, om den beaander
bedst. Siden Adam Homo er skrevet, tager Digteren
bestandig Retningen indefter; han fordyber sig
helt i de store Livsspørgsmaal. Kaianus, Ahasverus,
Benedict staar højt ved Sjælestudiets Dybde, ved from
og samvittighedsfuld Inderlighed. Fra den vide Omkres
i Adam Homo trækkes Radierne stærkere og stærkere ind
imod Midtpunktet; Mangfoldigheden gaar op i Enheden,
Bredden træder mere og mere tilbage for Dybden. Her
har Paludan-Muller fundet sit egenlige Felt; her
er det, hans Ejendommelighed og Naturfriskhed gror;
her har hans Digterøje det uerstattelige Selvsyn, det
mangler ligeoverfor de.udvortes Naturtildragelser. Alt
er her gennemlyst af Tanke; Æmnerne, de store
Opgaver, valgte rent af indre Tilskyndelse. Alt er
menneskeligt og sjæleligt, og dog krydret, farverigt,
formet. Hvad er skønt og sublimt som Kaianus, hvad
barnlig stort som Benedict! Og dog er al denne Poesi
ikke Livsfyldens, men Afkaldets og Forsagelsens Poesi
og munder ud i Munkelivet eller SonofFerdøden.
Se f. Eks. Benedict fra Nursia. Ved første Afsnits
Begyndelse staar vi paa Sletten «mellem summende
Insekter*, «hvor tusind muntre Fugle kvidre*;
ved Begyndelsen af tredje Afsnit staar vi, hvor
Myggesværmen «.næppe hørlig* svinger sig i Kres, hvor
ingen Lyd klinger fra Hulvejen som «Livets Minde»
og hvor Ørnen kun altimellem kreser i langsom Svæven
højt orn Klippe-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
