Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Danske Personligheder - Fr. Paludan-Müller (1809–1876)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Fr. Paludan-Muller
159
V
tinden. Dette er Digtets Gang’, fra den venlige
Smaasnakken til den højtidelige Taushed, fra Sletten
til Bjergets Spids, fra Smaa-fuglene til Ørnen.
Denne skelnende Poesi kan nu bryde sig hvilken Bane
den vil, ved Enden af enhver møder den det, som mest
af Alt sætter Skel, nemlig Døden. Forfængelighed og
Forgængelighed var tidligt Paludan-Miillers Tema. Med
hvilket Sind det Endeliges nødvendige Skæbne bør
beskues, hvilke Følelser den vækker, hvad Trøst
Tilværelsen rummer mod dens Bitterhed, det var det
Spørgsmaal, som allerede i Danserinden et ungt men
kraftigt Haab snart tumlede i Spøg, snart brødes med
for Alvor. Siden da er Paludan-Mullers Kunst kommen
i stedse inderligere og inderligere Forstaaelse
med Døden som det skarpeste og mest betydningsfulde
Udtryk for det Timeliges Hemmelighed, en Forstaaelse,
der røber sig i den mærkelige Sætning/ at «Kunsten
kom med Døden ind i Livet». Saalænge Døden blev
fremstillet efter Schillers Ord som det Skønnes Lod
paa Jorden (Danserinden, Vestalinden), saas den endnu
ikke selv som skøn; skøn er den for Paludan-Muller
som Gennemgang og det den eneste Gennemgang til
et nyt og genfødt Liv. Idet nu Digteren bestandig
føres videre af sit Hang til Grubleri, fremstiller
han den første og den sidste Død, skildrer i Abels
Død selve Dødsbegiven-heden og i Ahasverus Dødens
Tilstand (Marie Séguier, Pilatus). Da han saa føres
til Overvejelse af Spørgsmaalet om Dødens Væsen,
o: om Dødens Oprindelse, finder han denne i Synden
(Paradiset, første Del). Efter dernæst at have
fremstillet Synden som oprindelig Kendsgerning,
søger han atter tilbage til Syndens Oprindelse, til
Grundspørgsmaalet om den første Fristelses Grund og
Urforholdet mellem Frihed og Nødvendighed, hvormed
allerede Adam Homo var stærkt sysselsat, og han ender
da med at forklare Synd ved Synd (Paradiset, anden
Del) - men her er Sammendragningen og Fortætningen
af det Menneskelige bleven for stærk,- og Poesien
altfor teologisk.
I Paradiset er Digteren atter kommen fra det enkelte
Menneske til det Fællestypiske, og nu vender det
forhen hedensk Mytiske tilbage som bibelsk Myte,
den altfor ensformige olympiske Glæde tilbage som
Uskyldighedens ubrudte Salighed før Syndefaldet,
Nymfekorene, der i Tithon uden klar, betegnende
Forskel kaldtes Kor snart af en, snart af en anden
Art, bliver nu Kor af kun ved Navnet forskellige
Keruber og Serafer. Overhovedet
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
