Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Danske Personligheder - Fr. Paludan-Müller (1809–1876)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Fr. Paludan-Muller
165
Hos denne Figur opløses det Stygge uden mindste
ildelydende Efterklang i det Komiske; han befinder
sig saa vel i Helvede, at vi hjertensgerne
giver vort Minde til hans Forbliven der. En
saadan Spidsborger er Adam Homos Fader og derfor
saa fuldendt komisk. Men det at vise det Kemiskes
Opstaaen og Til-bliven er overhovedet en Anstødssten
for den moderne Poesi. Aristofanes indlader sig
ikke derpaa; som den græske Tragedie begynder med
Vendepunktet, saaledes den græske Komedie straks
med den bagvendte Verden. Men Vanskeligheden ved
at begrunde det Komiske, eller den Egenskab, den
SindsbeskafFenhed, der skal vække Latter, er den,
at det at begrunde er æstetisk at berettige. Nu er
det Komiske netop den uberettigede Selvmodsigelse;
jo bedre Begrundelsen altsaa lykkes, desto mere
forsvinder Komiken. Atter her slaar let vor Lyst
til Menneskekundskab vor Lyst til Skønhedsindtryk af
Marken. I Adam Homo er Følgen af, at Helten ikke er
men b Huer komisk, i Korthed den, at han i Begyndelsen
vækker Velvilje, i Slutningen Uvilje, og først da des
større Fornøjelse, jo lavere han s}^nker. Men selve
Overgangen, selve det, at et vel anlagt Menneske gaar
til Grunde, er ganske uskønt, og dog er dette det
Heles Hovedpunkt. Derfor ligger ogsaa alt det Stødende
og Saarende i 7de, 8de og 9de Sang. Helhedsindtrykket
bliver ikke skønt; thi det er Uviljen, der beholder
det sidste Ord, og man føler det vel, at det er den,
som er Paludan-Mullers egen Følelse. Thi Digteren,
som, længe førend vi, véd hvorledes Helten vil ende,
kan næsten ikke oppebie det Øjeblik, da han skal gaa
over Stag; allerede en god Stund før Slaget skal
ramme, svinger han med Haanlatter Svøben over sit
Hoved.
Det er en Ejendommelighed hos Paludan-Muller,
at han gør Løjer med sine Helte, man finder den i
Danserinden, i Luft-skipperen og Atheisten, i Æventyr
i Skoven, og denne Tilbøjelighed minder i visse Maader
om den Tieck-Schlegelske Ironi, især i den Form, hvori
den blev virkeliggjort af Heine. Heine haaner sine
egne ædlere Ytringer, Paludan-Muller Adam Homos; men
hos begge mangler denne Haan en forsonende Bestanddel;
man efterlæse som Eksempel Adams Ankomst til Glaras
Gaard:
Fortræfligt smagte Maden ham; thi Heltes, Selv
Tevandsheltes Appetit er stor o. s. v.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
