Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Danske Personligheder - Fr. Paludan-Müller (1809–1876)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
182
Fr. Paludan-Muller
han altid at fremstille Ideen, dette Ord taget i
piatonisk Forstand som det evigt Forbilledlige. Derfor
skrev han Amor og Psyche, derfor Adam Homo og derfor
Ahasverus. Men hvor han ikke fandt dette Almene,
Forbilledlige, der fandt han ingen Poesi af Værdi.
Jeg talte en Dag med ham om Bjørnsons
Bondenoveller. Han brød sig ikke synderligt om
dem. «Saadan noget kan være ganske net,» sagde han,
«men det er jo ikke noget for en Digter at dvæle
ved. Det er at anvende en hel Bog til at skildre,
hvad der foregaar i en lille Hønsepiges Sjæl.»
Betegnende ved dette Udsagn er, synes mig, det, at han
ikke havde nogen kritisk Indsigelse at nedlægge mod
Behandlingsmaaden, men mod selve Stoffet som Stof, mod
selve Tilbøjeligheden til vidtløftigt at skildre et
udannet Sjæleliv. Sansen for det Naive fattedes ham.
Paa den anden Side havde han en sand Afsky for det
Teatralske og fandt det mange Gange i sin ivrige
Uvilje derimod, hvor Andre ikke kunde faa Øje paa
det. Saaledes kunde han ikke lide Runeberg, fordi
denne, som han paastod, var altfor teatralsk. Og
med kritisk Sikkerhed greb han en af de yderst faa
Strofer, hvor man skal kunne finde et Glimt af noget
Opstillet hos den store finske Digter. «Hvad er hans
Sandels ikke for en Teaterhelt!» sagde han:
Min hast, låt sadla min ådla Bijou!
hvem uden en Teaterhelt siger saadan! og nu
Beskrivelsen, da han holder paa Skansen:
Han r6rde sig ej, stolt drojde han qvar;
som han suttit, satt han ånnu,
och hans 6ga var lugnt, och hans panna var klar,
och han sken på sin ådla Bijou.
Jeg svarte, at selve Situationen paa dette Sted
medførte en Effekt, der tog sig ud for Øjet, og at
Runeberg forekom mig at være den mindst teatralske
Slagmaler blandt alle mig bekendte Lyrikere, som
havde skildret en Krig. Jeg lægger ikke stor Vægt
paa Paludan-Mullers Ytring; mulig har den kun skullet
drille mig lidt, fordi han vidste, at jeg i de Dage
havde holdt nogle meget entusiastiske Foredrag om
Runeberg; men den giver et Vink om hans poetiske
Smagsretning. Han nærede en overdreven
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
