Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Danske Personligheder - Fr. Paludan-Müller (1809–1876)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
188
Fr. Paludan-Muller
Hvad tror du, denne Tid vil føde af sig?
En Tid, der trænger til en vældig Storm
For af sin dybe Slummer op at vækkes;
En Tid, der i Bedrifters Sted har Drømme,
Og Leg og Væddekamp for dristig Baad;
En Tid, hvor af sin egen Haand man kranses,
Hvor man i Fortids Helte ser sig stor,
Hvor Mennesker vil leve højt som Guder
Og dog har Trællesind -jeg væmmes ved den!
Denne Skildring gælder vel Lilleasien paa
Trojanerkrigens Tid; men stemmer ikke Beskrivelsen
mærkværdig godt med den, som i Adam Honw gives af
Christian den 8des Regeringstid i Danmark:
En Tid, da man i Hob sig kotted sammen For at
tilvejebringe noget Stort, Og under Hurra skiltes ad
med Gammen, Naar Ingenting tilsidst man havde gjort,
og det er i og for sig let forstaaeligt, at en Digter
med dette Blik paa Omgivelserne foretrak Opholdet
i «Morgenrødens Rige» for det blandt sin Samtid i
Kjøbenhavn.
Men det Ejendommelige var, at han ikke var ene
om at foretrække dette Opholdssted; alle de
bedste Hoveder i hans Samtid havde foretaget
samme Sammenligning og gjort samme Valg som han;
der var jo noget Digterisk i de fleste af dem;
og saaledes var der da foregaaet en almindelig
Udvandring ud af Virkeligheden, og Digteren fandt sig
i Morgenrødens Rige i det talrigste Kompagni. Det var
vort saakaldte «æstetiske» Tidsrum og talrige var de,
der som den unge Æstetiker i Kierkegaards Enten-Eller
forflygtigede den hele Virkelighed i et overjordisk,
oversanseligt Fantasteri.
Dette giver Anledning til et Omslag i Paludan-Mullers
digteriske Stræben. Han stanser midt i sin
Virkelighedsflugt og tager Retningen tilbage
til Jorden. I Digtet Tithon udmaler han Livet paa
Morgenrødens Ø, ved Æterhavets Kyster, hvortil Auroras
Kærlighed har hævet Tithon. Det er et Liv som Rinaldos
i Armidas fortryllede Haver, en Eksistens, hvor et
Rosenslør har lagt sig, omkring Alt, over Himlen som
om de skønne Kvinder, et Liv med Sang og Bægerklang,
Elskov og Musik og Sejladser paa Æterens Hav i evig
Ungdom og under et evigt Foraar. Og dog er dette Liv
aldrig aandløst, dets Nydelse aldrig lav, men altid
salig. Det er beslægtet med det Liv, om hvilket
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
