Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Danske Personligheder - Fr. Paludan-Müller (1809–1876)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Fr. Paludan-Muller
199
kommer, da Kaianus, fuldkomment fattet paa det
Yderste, allerede af sin Moder er salvet til
Døden. Han vil berolige Kaianus, og erfarer til
sin Forundring, at denne ingen Frygt har næret for,
at Kongen skulde være fortørnet. Han beder ham om at
afstaa fra sit Forsæt, men forgæves. Tyrannen kommer
op i ham; Alexander truer Kaianus, han befaler ham at
leve; men Truslerne preller af paa den, som netop vil
dø. Forbavselsen over Inderens Trods avler Vrede;
og da den altid lige beherskede og stille Tænker
til Svar kun antyder det Uværdige i at lade Vrede
henrive Sindet, tror Alexander at se Haan følge paa
Trodsen og løfter med Udbruddet «Slave» sin Haand til
et Slag. Det afværges, og det afløses af rolige og
følelsesfulde Overtalelses-forsøg, af ædle Bønner,
af højmodige Løfter - Alt forgæves. Alexander beder
Kaianus at leve af Venskab for ham, beder ham leve
som Kongens Ven og Broder, beder ham dele Rigerne med
sig, tage Krone og Scepter af hans Haand - det gør saa
lidet Indtryk som Truslerne før. Da sker det Sublime:
Alexander kaster sig ned paa Knæ for Kaianus’s Fødder
og trygler ham om hans Liv.
Denne Situation er den skønneste, den mest dramatiske,
den aandfuldeste, Paludan-Muller i sit Liv har
digtet. Det er Hovedscenen i alle hans Dramer. Det er
Summen af alle hans Tanker og Drømme. I det Øjeblik
Paludan-Muller lod Alexander her synke i Knæ, kastede
han al Verdens Storhed, dens Glans
w
^
7
og Ry, Geniet og Hæderen for den aandelige
Renheds Fødder. Dette Knæfald opvejer Kaianus’s
for Alexander i første Akt. Men selve denne yderste
Selvnedværdigelse fra Heltens Side sker forgæves. Og
Stykket ender med, at Kaianus’s Aand, lutret i
de hellige Flammer, fra Baalet stiger til Bramas
Himmel. Med al sin Opbyden af Aandsanstrængelse,
Vid, Lærdom, Dialektik og moralsk Begejstring
beredede Kierkegaard i Enten-Eller ikke den etiske
Verdensanskuelse en saa iøjnefaldende Triumf, som
Paludan-Miiller beredte den i hin ene Scene.
Og ligesom man kan betragte Tithons haardnakkede
Fastholden af sin Beslutning at ville ned til Jorden
som Forbud paa en Indtræden af Paludan-Mullers
kortvarige, men saa heldige Stræben efter
Virkelighedstroskab, saaledes kan man opfatte
Kaianus’s ligesaa haardnakkede Fastholden af sit
Forsæt at ville forlade Jordelivet som Forbud paa
Paludan-Mullers Tilbagevenden til hans Ungdoms
virkelighedsfjerne Poesi. Det hedensk Mytiske
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
