Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Danske Personligheder - F. L. Liebenberg (1810–1894)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
F. L. Liebenberg
221
vilde en Mand, i hvis Væsen der ligger en saa
stærk Pietet mod Fortidens Storheder, og som
har tilbragt sit Liv med at konservere, i sin
høje Alderdom staa som udpræget konservativ paa
alle aandelige Omraader. Men Liebenberg er ikke
noget almindeligt Menneske. Og hans Ualmindelighed
bestaar mest paafaldende deri, at han, Konservatoren,
hele sit Liv igennem ikke har havt en konservativ,
endsige reaktionær, Anfægtelse, og nu i sin høje og
hæderfulde Alderdom staar som en - religiøst, politisk
og literært - udpræget frisindet Personlighed. Medens
den aandelige Forbening her til Lands i Regelen
begynder før Trediveaarsalderen, har Liebenberg i
Firsindstyveaarsalderen et Frisind, der gaar ud over
hans Ungdoms.
Udvortes har han ikke drevet det vidt. Medens
Tekstkritik anvendt paa gamle latinske
Historieskrivere og Literatorer her til Lands kan
indbringe en Førsterangs-Anseelse, er den anvendt
paa de ypperste danske Digtere ikke i synderlig
Kurs. Havde Liebenberg læst Livius Teksten, var
han maaske berømt, i ethvert Tilfælde betitlet;
nu, da han har læst og renset Teksten hos Holberg,
er han alene skattet af en snevrere Kres. Al hans
sunde og nænsomme kritiske Sans er bleven helliget
hans Moders-maal og dets Literatur, med hvis Genius
hans elskværdige Væsen er i Slægt.
Det maa være mig tilladt at slutte disse Linjer
med nogle Ord af en simpel Bordtale, jeg for 11 Aar
siden i Anledning af Oehlenschlågerfesten holdt til
Liebenbergs Ære, og som han dengang bad mig skrive
ned:
«Han repræsenterer hvad man kunde kalde den gode
Aand i dansk Literatur. Ja du er i Grunden selv,
Liebenberg, denne gode Aand, der fra Rahbeks stille
Bakkehus, forynget ved Dyrkelsen af Oehlenschlager
og udviklet ved Fortroligheden med vort hele moderne
Aandsliv, er naaet ned til os og vandrer tys-levende
om iblandt os. Vi elsker denne gode Aand i dig. Vi
føler sønligt for dig. Og naar vi fortroligt, men
ikke uden Respekt siger cdu» til dig, saa er det, som
en Søn siger «du» til sin Fader. Dit Venskab er os et
Pant paa, at vi ikke er uden Sammenhæng med det Bedste
i vor gamle Literatur, at vi ikke .er vanslægtede
fra de store Gamle. Du knytter os til dem.
Ære være dine hvide Haar, gamle Liebenberg!»
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
