Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Danske Personligheder - G. Hostrup (1818–1892)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
228
G. Hostrup
kelser, der ikke blot er farveløse, men ovenikøbet
slet ikke har noget Forhold til Virkeligheden;
Henrik i Kong Salomon og Jørgen Hattemager,
Tjenestefolkene i Kjøge Hnskors og Tjenerne i Hertz’s
første Stykker er rene Studier efter Holberg;
man finder her Eder som «mare» eller «Drollen
splide mig*. Hostrup har i dette Punkt aldrig havt
noget Forbillede mellem Naturen og sig. Vort Lystspils
Udvikling frembyder i Henseende til Naturtroskab en
Parallel med vor Malerkunsts, og Hostrup er
den Troeste blandt de Tro. Det ædle, almindeligt
alvorlige Talesprog lykkes ikke for ham; det er,
naar han forsøger sig paa det, blegt og uden
Oprindelighed. Hvad der falder udenfor hans
Hørevidde, falder udenfor hans Talent; kun den Tale,
der i Livet har lydt for hans Øre, kan han gengive
som Mester, og naar hans Stof en enkelt Gang
fordrer en mindre virkelighedstro Stil, er han
kun heldig, hvis han formaar at bøje Fordringen og
underkaste det Oversanselige sin virkelighedselskende
Opfattelses Behandling. Dronning Gunhilds Diktion i
En Spurv t Tranedans er højtidelig men karakterløs,
den evige Jødes i Genboerne er derimod fuld af
Liv og Sandhed. Det ligger i, at Hostrup hverken
har villet eller kunnet holde Jerusalems Skomager,
midt i disse Lystspilomgivelser, i den rene og
alvorsfulde Stil, i hvilken han f. Eks. optræder i
Paludan-Mullers Ahasverus. Allerede det Paafund,
at han flygter for Digterne er jo en Studenterspøg
midt i Alvoren, og i Overensstemmelse hermed er
Talestilen i sin Helhed virkelighedstro og med al
sin gribende Kraft kun ved Verseformen væsenlig
forskellig fra den, en gammel Læderstræde-Jøde
kunde føre; nogle indblandede tyske Ord og nogle
Sprogfejl, som begaas af Tyske (ach! - durch -
en Stykke) anviser Skuespilleren, hvorledes
Rollen efter Digterens Mening bør tages; kort sagt,
Behandlingsmaaden er den samme som den,
de gamle hollandske Malere anlægger paa Figurer
fra den kristelige Oldtid. Hr. Phister, hvis
hele Fremstilling af Jøden er en Sammensmeltning
- saa magisk som en heldig Guldmagers - af det
Burleske og det Rædselsfulde- til én Støbning af
det ædleste Metal, har af de givne Antydninger
skabt en ejendommelig Mundart. Den har,
foruden den almindelige jødiske Særegenhed i Betoning
og Lyd, ved Siden heraf stærke tyske Elementer.
Mon disse sidste ikke skulde kunne undværes
rent eller dog i alt Fald indskrænkes betydeligt? Thi
skønt Hostrup med uforlignelig Naivetet lader Manden
betegne Ahasverus som sit Dø&enavn, kan der vel
ingen Tvivl være om
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
