Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Danske Personligheder - G. Hostrup (1818–1892)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
230
G. Hostrup
kluden, jævnt over den hele Karakter. Fru Sødring har
opfattet Skikkelsen langt niere i Stykkets Aand. Thi
Stykkets Aand fordrer fremfor Alt, at Smedefamilien
skal fremstilles med Sympati; det er en Aand, som vel
at mærke er stik modsat det Studenterhovmod, der i
visse tyske Studenterfarcer opstiller Studenten som
Spotter, Forfølger og Overvinder af Haandværksstanden
Filisteri. Hostrup er aldrig Aandsaristokrat,
hans Synspunkt er bestandig det fredelige og
humoristisk deltagende; han har Kærlighed til den
hele Smedefamilie, han holder af disse ærlige Sjæle,
disse solide Karakterer, disse stakkels fornaglede
Hjærner, han er en Hjertensven af den samtlige naive
Spidsborgerlighed. Fru Sødrings Smedekone er da med
Rette hverken rap eller arrig, men omvendt stille,
slæbende, sommetider lidt drævende. Hun hænger gerne
Endelsen «en» til alle Adverbier og til Adjektivet
som Prædikatsord, f. Eks. «det var dog kedeligen» -
et Træk, der er grebet ud af Livet. Hun er sen til at
fatte; hendes krumme Ryg og hendes Hoveds dukkende
Stilling mellem Skuldrene tyder paa et arbejdsomt
Livs daglige og sløvende Slid; det maa ikke være let
for Fru Sødring saaledes at meddele sit ejendommelige
Ansigt denne udtryksløse Simpelhed, dette Udseende
af aandelig Døvhed; men saa kedelig som Smedekonen
maaske vilde være i Livet, saa morsom bliver hun
paa Scenen ved den fuldstændige Troskyldighed og
Ubevidsthed, som Fru Sødring lægger i sit Spil,
og ved den Elskværdighed, der er uadskillelig fra
Troskyldigheden.
Genboerne er Hostrups Mesterværk. Af den Virkning,
som Stykket endnu gør den Dag i Dag, udspilt som det
er i den Grad, at Tilskuerne kan Replikerne næsten,
ligesaa godt udenad som Skuespillerne, kan man slutte
sig til den Jubel, Stykket har vakt, da det stod i sin
fulde Friskhed. Dog var det endda kun udspilt, det fik
være. Man behøvede da blot at lade det ligge nogen
Tid, for med frisk Interesse at se sig i Spejl deri
paany. Men ak! det er ikke mere ret Komedie for os,
vi har ikke det .samme Sind som de, for hvem det blev
skrevet; dets Handling er os allerede nu vel barnlig,
Personerne er allerede ikke mere vore Samtidige,
Stykket tilhører som Kulturbillede Historien. Jo
%
varmere Ens Kærlighed er dertil, jo større Beundring
man ilærer for dets Digter, desto inderligere ønsker
man, naar man har set .det, og ogsaa dette Slægtled
maatte være saa lykkeligt, at en
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
