Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Danske Personligheder - G. Hostrup (1818–1892)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
C. Hostrup
237
ger det Fantastiske i det ene Øjemed, at faa de
Handlende til at stille deres Latterlighed til
Skue. Hvad der fængsler ham, er ikke Modsætningen
mellem den poetiske Illusion og Virkelighedens
Skuffelser, der ligger Skønhedsdyrkeren Heiberg paa
Hjerte, men Modsætningen mellem, hvad Menneskene giver
sig ad for at være, og hvad de i Virkeligheden er. Med
sin Lidenskab for Sandhed grunder han det Latterlige
paa, at Sandheden nolens volens kommer for Dagen. Til
Opnaaelsen af dette Øjemed bruger han meget simple
Midler. Hans Opfindsomhed er ringe. Det er i Grunden
én - og samme Maskine, som han anvender baade i En
.Spurv i Tranedans og i Mester og Lærling. Ved første
Blik synes der at være stor Forskel paa Magien hos
den ideale Aage og paa den, som er udbredt over hans
Modstykke, den plebejiske Peter; men i Virkeligheden
er Magien én. Det kommer for Til-
%*
skueren ud paa ét, om En har en Salve, der strøget
paa Øjet bevirker, at han ser sine Medmennesker ind
i Sjælen, eller om En har en Ring, formedelst hvilken
han bliver som Perlen i Fata Morgana, i hvilken Enhver
ser sit Ideal. Men i En Spurv i Tranedans er Midlet
ikke heldigt. Hostrup har evig Ret i, at en stor Del
af det, som «den fine Portion* af Samfundet stemmer
overens med den simpleste i at beundre som elskværdig
Frihed i Væsen, som Verdenstone og den højeste Mode,
er noget, der er den sande Dannelse saa fjernt, at
det forsaavidt ikke har andet end Sminke og Politur
forud for den usminkede og uslebne Raahed. Men
der er alligevel noget bagvendt i, at Peter Ravn
skal kunne indtage hele det fine Selskab. Der er en
Modsigelse i selve Sagen, som i Grunden gør Rollen
meningsløs, hvordan den end spilles. Enten fremstiller
Skuespilleren Peter Ravn som <en Børste», der ganske
og aldeles mangler den udvortes Elskværdighed, hvilken
netop er det eneste, hans Omgivelser forstaar sig paa,
og da har vi Tilskuere den ubehagelige Fornemmelse,
at vi sidder og ser paa noget Fornuftstridigt; thi
hine Mennesker skal da i Kraft af Ringen tænkes at
se noget andet end det, vi ser, og høre noget andet
end det, vi hører. Eller ogsaa gør Skuespilleren sig
Umag for at spille Rollen saadan, at man forstaar
Fejltagelsen som en Fejltagelse af samme Art som
den i Kong Salomon og Jørgen Hattemager, og føler
Satiren ramme uden al Trolddom og Symbolik. Det kunde
gennemføres, hvis Peters Repliker (imod Meningen)
lod sig opfatte som Ironi eller billedligt Udtryk,
saaledes som det paa et Par Steder sker. Men
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
